Brødtekst

den-nye-storstrømsbro-vejdirektoratet-femern-belt-development
Snitperspektiv af den nye Storstrømsbro. Illustration: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet bygger en ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø. Broen bliver ca. 4 km lang og er Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.
Storstrømsbroen får elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/t og en tosporet landevej til 80 km/t. Desuden får broen en gang- og cykelsti.
Storstrømsbroen har stor regional betydning og er samtidig en vigtig del af jernbanekorridoren mellem København og Tyskland. 
Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023.
Den samlede pris for projektet med nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er ca. 4,1 mia. kr.
Det er det italienske joint venture, SBJV, der bygger broen for den danske stat.

Fremtidssikret
Storstrømsbroen har stor regional betydning og er samtidig en vigtig del af jernbanekorridoren mellem København og Tyskland. Denne jernbanekorridor vil i løbet af de kommende år blive styrket markant med etableringen af den nye bane København-Ringsted via Køge og det kommende anlæg af Femern Bælt-forbindelsen med tilhørende jernbanelandanlæg.

Beslutningen i marts 2013 om at anlægge en ny kombineret vej- og dobbeltsporet jernbanebro over Storstrømmen har derfor også til hensigt at sikre den fremtidige kapacitet i denne centrale jernbanekorridor til Europa.

En ny kombineret vej- og jernbanebro vil også sikre den lokale og regionale mobilitet, hvor det er vigtigt at opretholde vejforbindelsen over Storstrømmen af hensyn til den lokale trafik mellem Falster og Sydsjælland.

Fakta om Storstrømsbroen
Længde: Ca. 4 km
Gennemsejlingshøjde: 26 m
Samlet højde: 100 m
Bredde: Ca. 24 m
Pris: Ca. 4,1 mia. kr.
EU-støtte: 112 mio. kr.