23. januar 2017

Den markante bygning på havnen i Rødbyhavn bliver fra 1. april hjemsted for Femern Belt Development og for det danske Infocenter om Femern-forbindelsen.

Femern Belt Development rykker 1. april ind på havnen i Rødbyhavn med direkte udsigt til den kommende tunnelbyggeplads.

”Vi har ønsket at få en mere central placering i forhold til ét af de kommende mega-byggerier, som jo er udgangspunktet for vores arbejde med at sikre det størst mulige udbytte for erhvervslivet og for befolkningen i Region Sjælland,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Infocenter udvikles
Udviklingsorganisationen med 8 medarbejdere får 1. april adresse på Vestre Kaj 50C i Rødbyhavn i den markante tidligere toldbygning, som nu ejes af Femern A/S, og som også rummer det danske Infocenter om Femern-forbindelsen.

”Vi forsætter alle vore aktiviteter fra den nye adresse, og derudover har vi indgået aftale med Femern A/S om en videreudvikling af Infocenteret,” siger Stig Rømer Winther.

”Vi vil gerne gøre vores infocenter i Rødbyhavn til et mere levende og dynamisk hus for vore mange danske og tyske gæster, ” oplyser pressechef Jens Villemoes, Femern A/S.

Aktiviteter i Tyskland
I takt med at Femern Bælt-projektets igangsætning rykker nærmere, vil der de kommende år være et stigende behov for mere målrettet information om Femern Bælt-projektet.

Her kan Femern A/S drage fordel af et tættere samarbejde med Femern Belt Development (FBD), som har et stort lokalt og regionalt kendskab i området og ikke mindst tættere bånd til de lokale virksomheders netværk og organisationer.

Femern A/S vil især styrke informationsindsatsen på den tyske side, og i det arbejde vil FBDs ekspertise i regional udvikling og store netværk i Tyskland være en stor hjælp, fastslår Femern A/S.