Femern-projektet skal være løftestang for at få flere unge ind på en erhvervsuddannelse.
Det er tanken bag en partnerskabsaftale mellem Femern-projektet og EuroSkills2025 frem mod europa- mesterskaberne i Skills i 2025 i Herning.
Uddannelse af fremtidens faglærte arbejdskraft
I Sund & Bælt, der gennem datterselskabet Femern A/S bygger Femern Bælt-tunnelen, ser bæredygtighedsdirektør Emilie Juel-Helwig frem til samarbejdet med EuroSkills2025 og understreger Femern-projektets samfundssansvar for uddannelsen af fremtidens faglærte arbejdskraft.
”Femern Bælt-tunnelen er et konkret og meget synligt projekt, og vi skal selvfølgelig bidrage til at uddanne så mange unge mennesker som muligt, mens vi bygger. En samarbejdsaftale med Euro-Skills2025 og EM i Skills i Herning eksponerer projektet blandt de unge og understøtter den fælles indsats for at tiltrække potentielle lærlinge til bygge- og anlægsbranchen,” siger Emilie Juel-Helwig.
En alvorlig udfordring
Bestyrelsesformand for EuroSkills2025, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, ser Femern-projektet som et perfekt match for at skabe fornyet interesse for erhvervsuddannelserne.
”Manglen på faglærte er en alvorlig udfordring for erhvervslivets muligheder for vækst, velfærden og den grønne omstilling. Vi har brug for projekter med en international profil som Femern- byggeriet til at vise de unge, at en erhvervsuddannelse giver dig unikke færdigheder, som øger dine muligheder for en spændende karriere," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Når tunnelen er færdigbygget i 2029, forventes det, at flere end 1.000 lærlinge svarende til 500 lærlingeårsværk har gennemført dele eller hele deres uddannelse på Femern-projektet.