22. juni 2017

Konsortiet Femern Link Contractors (FLC) offentliggør nu for første gang en videoanimation om, hvordan de vil bygge tunnelelementerne til det, der bliver verdens længste sænketunnel, den faste Femern Bælt-forbindelse.

Femern A/S har frigivet videoen på vegne af entreprenørerne.

Den tekniske video, som er på engelsk, viser hele produktionen fra stål, grus, sten og cement ankommer til den store arbejdshavn, til hvordan jernbinding og betonstøbning vil foregå samt klargøring – det betyder udskibning via et af verdens største dokanlæg af sin slags – og nedsænkning af elementerne.

Se videoen

Først bygges mega-fabrik
Færdiggørelsen af de 79 tunnelelementer og 10 specialelementer, der hver vejer mere end 70.000 tons og har en længde på 217 meter og en bredde på cirka 40 meter, kræver en fabrik i rekordstørrelse.

Fabrikken bygges i Rødbyhavn øst for den eksisterende færgehavn. Det samlede fabriksareal bliver på 1,5 mio. kvadratmeter – eller 200 fodboldbaner – og bliver dermed en af de største fabrikker, der nogensinde er bygget i Danmark.

Tunnelen støbes indendørs for at skabe de bedst mulige forhold for kvaliteten af selve betonarbejdet, gode arbejdsforhold for medarbejderne og en produktion, der er uafhængig af vind og vejr.

Danske virksomheder er med
Tunnelfabrikken og de mange tunnelelementer bygges af entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors (FLC), som allerede har kontrakt med Femern A/S om opgaven. FLC består af VINCI Construction Grands Projets (Frankrig), Per Aarsleff A/S (Danmark), Wayss & Freytag (Tyskland), Max Bögl Stiftung & Co. (Tyskland), Soletanche Bachy International (Frankrig), CFE (Belgien), BAM Infra (Holland) og BAM International (Holland). Danske COWI er hovedrådgiver for entreprenørerne, og belgisk Dredging International NV er en nomineret underleverandør.

Yderligere information

Læs mere om Femern Bælt-projektet