Tunnelelement-fabrikken, anlægshavnen og det bagvedliggende landområde har et enormt potentiale, mener Lolland Kommune. Internationale investorer står klar.
Folketingets beslutning om at gøre tunnelelement-fabrikken i Rødbyhavn permanent åbner perspektiver, der kan få afgørende betydning for udviklingen ikke alene i Østdanmark, men for hele landet, mener Lolland Kommune.
”Rødbyhavn kan blive centrum for Danmarks grønne omstilling,” siger kommunaldirektør Thomas Knudsen, Lolland Kommune.
På konferencen "Fehmarn Green Build & Construction Challenge" 10. oktober på Engestofte Gods ved Maribo opridsede Thomas Knudsen et scenarie, hvor tunnelelementfabrikken, den tilhørende anlægshavn og arealerne bag udvikles til et gigantisk erhvervsområde med virksomheder, der ikke alene driver den grønne danske omstilling, men også vil tiltrække udenlandske projekter og investorer.
Fremtidens drømmescenarie
Lolland Kommune har gennem længere tid arbejdet med planerne for fremtidens drømmescenarie, som endnu er i en afklaringsfase, men som helt aktuelt påkalder sig international interesse.
Kommunaldirektør Thomas Knudsen har netop sammen med en række lokale erhvervsfremmeaktører deltaget i den internationale investormesse Expo Real i München, hvor han oplevede investorer, der ikke alene har kendskab til de fremtidige muligheder på Lolland, men også er parat til at investere.
”Vi kunne have solgt erhvervsarealerne i mandags,” konstaterede Thomas Knudsen.
Mulighederne er unikke
Endnu er fremtidsscenariet en drøm, men Thomas Knudsen og Lolland Kommune mener, at potentialet er stort, og at mulighederne er unikke, ikke alene i et dansk, men også i et europæisk perspektiv.
”Området ved Rødbyhavn er ét af de få om ikke det eneste, hvor motorvej, jernbane og havneområde mødes, og hvor der ikke ligger en by i vejen for ekspansion, men at der findes et stort bagvedliggende areal, som kan udnyttes,” siger Thomas Knudsen.
Hvis noget tilsvarende skulle udvikles et andet sted, ville godkendelser m.v. tage mindst 20 år.
”På Lolland har vi området, og der skal kun en lokalplan til at realisere planerne,” siger Thomas Knudsen, der peger på at udbygningen af havvind skal 100-dobles frem mod år 2032. En stor del af den nødvendige produktion af elementer til vindmølleindustrien kan ske på Lolland, og det vil sammen med andre grønne tiltag kunne skabe et internationalt centrum for produktioner med udgangspunkt i vedvarende energi.
Yderligere information
Se Thomas Knudsens indlæg på konferencen