Femern-forbindelsen skaber også turismeforventninger i Nordsjælland

Det er ikke kun på de nære markeder, der stilles forventninger til øget besøg af tyske turister, når Femern-forbindelsen tages i brug.
Turismeorganisationen Visit Nordsjælland planlægger øget markedsføring i forhold til det tyske marked de kommende år.
Det sker på baggrund af at VisitNordsjælland i 2024 kunne registrere det højeste antal overnatninger nogensinde, nemlig godt 1 million. Særligt de udenlandske turister har fundet tilbage til Nordsjælland, og ikke mindst tyskerne har fået øjnene op for det nordsjællandske og står for en fremgang på 16 procent i antal overnatninger. Så nu skrues op for forventningerne til det tyske marked.
Store forventninger med Femern-forbindelsen
”Vi er glad for at se flere tyske gæster, hvilket viser, at vores målrettede indsats på det tyske marked – herunder en fokuseret kampagne rettet mod campingsegmentet – har haft effekt. Vi har store forventninger til udviklingen set i lyset af den kommende Femern-forbindelse, hvor vi sammen med de øvrige destinationer på Sjælland vil intensivere vores markedsføring i de kommende år,” siger direktør i VisitNordsjælland, Frederikke Krabek Friholm i en pressemeddelelse.
Femern-tunnel øger besøgstal
En analyse foretaget af turismealliancen SMA-Z har tidligere fastslået, at 10 mio. tyskere har Sjælland, Lolland-Falster og Møn på radaren som feriemål inden de næste tre år.
Undersøgelsen dokumenterer også, at de tyske turisters lyst til at besøge Østdanmark øges markant, når Femern Bælt-tunnelen åbner.
For 52% af de rejselystne tyskere øger tunnelen sandsynligheden for et besøg i Østdanmark.
Det betyder at flere end 5 mio. tyskere finder det mere sandsynligt at rejse til Sjælland, Lolland-Falster & Møn, når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029.
500.000 flere overnatninger
Det er især den kortere rejsetid og nemme adgang, der gør det endnu mere attraktivt for tyskerne at tage på ferie i Danmark.
Samtidig peger turismeøkonomiske beregninger på, at antallet af internationale overnatninger i Region Sjælland vil stige med mere end 500.000 alene på grund af den øgede tilgængelighed, når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029.
Beregningerne stammer fra en analyse foretaget af HBS Economics.