Det er nødvendigt med handling nu. Staten må på banen. Samarbejdet mellem stat, regioner og erhvervsliv og mellem Danmark og Tyskland skal intensiveres.
Det er i kort form hvad en ny dansk rapport anbefaler, hvis Danmark skal have det fulde udbytte af potentialerne i den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.
Rapporten med navnet ”Fem år til Femern – Fra byggeri til vækst og udvikling for hele Danmark” er udarbejdet af analysevirksomheden IRIS-Group for Region Sjælland og Erhvervshus Sjælland.
Rapporten bygger på analyse af initiativer og interviews med flere end 40 fagpersoner. Den peger på fire strategiske indsatsområder og 18 konkrete initiativer, der kan sikre det optimale udbytte af den kommende faste forbindelse og forhindre, at Lolland-Falster og dele af Sjælland ikke kun bliver en transportkorridor mellem metropolerne Hamborg og København, men også får del i væksten.
Her er en række af de centrale anbefalinger:
Staten skal engagere sig
Regioner, kommuner og virksomheder kan ikke løfte opgaven alene. Beslutninger om infrastruktur, industriparker, rammevilkår og grænseoverskridende samarbejde kræver også statsligt engagement.
Rapporten anbefaler mere forpligtende organisering, hvor statslige, regionale og kommunale aktører arbejder sammen om at sikre fremdrift.
Øget dansk-tysk samarbejde
En dansk indsats kan ikke stå alene. Et øget dansk-tysk samarbejde om uddannelse, sprog, kultur, arbejdskraft og bosætning er nødvendigt.
Erhvervsmæssigt kan styrkelse af virksomhedernes internationale orientering og bedre kendskab til markedsforhold, et mere integreret arbejdsmarked og stærkere erhvervsnetværk øge virksomhedernes adgang til mere kvalificeret arbejdskraft og åbne nye forretningsmuligheder.
Rapporten foreslår et dansk-tysk virksomhedsprogram med markedsintroduktion, virksomhedsbesøg, branchespecifikke netværk og matchmaking.
Samtidig anbefales en styrket indsats for at fjerne grænsehindringer, fremme dansk-tysk pendling og at gøre det lettere at tiltrække og fastholde international arbejdskraft.
Rapporten fremhæver også behovet for stærkere relationer mellem kommuner, uddannelsesinstitutioner og kulturaktører hen over Femern Bælt.
Femern Port & Industrial Park
Planerne om udvikling af Femern Port & Industrial Park på Femern-projektets produktionsareal samt tilhørende havn og tilstødende arealer på land vurderes i rapporten i et optimistisk udviklingsscenarie at kunne skabe 2.000 permanente årsværk. Og derudover yderligere beskæftigelse hos underleverandører og servicevirksomheder.
Men det kræver ifølge rapporten bl.a. statslige beslutninger om ejerskab, investeringer i havnefaciliteter og etablering af en professionel udviklingsorganisation.
Milliardpotentiale i turismen
Femern-forbindelsen kan bidrage til at realisere og forstærke potentialet i Østdanmark, der har en ambition om en vækst i turismeomsætningen fra nu godt 16 mia. kr. til 23. mia. kr. i 2035. Men der er behov for flere hoteller, resorts og andre overnatningsmuligheder, udvikling af stærkere attraktioner og øget international markedsføring.
Infrastrukturen skal udbygges
Der er behov for en samlet plan for vej- og baneinvesteringer, som sikrer, at hele Østdanmark får glæde af den nye transportkorridor, Femern-forbindelsen skaber.
Rapporten fremhæver bl.a. en hurtigere realisering af Den sjællandske Tværforbindelse mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg, stop på den internationale togforbindelse på Sydsjælland eller Lolland-Falster, bedre regional kollektiv trafik og etablering af effektie godsterminaler.
Fælles dansk-tysk udviklingsstrategi
Direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther siger i en kommentar til analysen, at den understreger, at Femern Bælt-forbindelsen skaber mulighederne, men det er vores egen fælles indsats, der bliver afgørende for, om vi udnytter mulighederne.
”Vi skal undgå, at Sjælland, Lolland-Falster og det østlige Holsten bliver en transportkorridor mellem Hamborg og København/Malmø. Derfor er det afgørende, at vi allerede nu styrker det dansk-tyske samarbejde, at den danske stat involverer sig strategisk og finansielt, og at vi får skabt en fælles udviklingsstrategi, der sikrer vækst og udvikling i hele den kommende Femern Bælt Region. Det arbejde er allerede godt i gang, men der er behov for at sætte turbo på udviklingen frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen om fem år,” siger Stig Rømer Winther.
Læs hele rapporten
”Fem år til Femern – Fra byggeri til vækst og udvikling for hele Danmark”
Læs også
Ny indsats for at øge statens engagement i udvikling omkring Femern-forbindelsen
Ny tysk analyse åbner et fremtidsscenarie med øget vækst omkring Femern-forbindelsen