Nye aktiviteter i Business Park Falster

business-park-falster-femern-belt-development

Med åbningen af en lynladestation med 18 ladestationer har Business Park Falster ved afkørsel 43 på E47 fået tilført endnu en aktivitet.
Bag initiativet står Clever, der hermed øger kapaciteten på Lolland-Falster for den stadigt voksende elbil-park.
Lynladestationen er ikke eneste aktiviteter i business-parken.
Region Sjælland er i færd med at opføre en ambulancestation, og Dansk Stillads Service A/S med hovedsæde i Hvidovre har en ny afdeling under etablering.
Ifølge Business Lolland-Falster er yderligere aktiviteter på vej til Business Park Falster, hvor flere grunde er solgt til virksomheder, hvis identitet offentliggøres senere.

Åben for store erhvervsvirksomheder
Business Park Falster, der ejes af Guldborgsund Kommune, har et samlet erhvervsareal på 60 hektar.
Erhvervsområdet giver plads til store erhvervsvirksomheder og transporttunge erhverv, herunder lager-, transport-, logistik- og produktionsvirksomheder. Desuden er der i businessparken mulighed for at placere mindre virksomheder som kontor- og håndværksvirksomheder.
Endelig er der mulighed for at indrette serviceerhverv til bl.a. tankstation, spisesteder og øvrige aktiviteter, der kan forbindes med et motorvejsnært beliggende erhvervsområde.

Femern-byggeri vækstmotor for sjællandske virksomheder

tunnelportal-femern-belt-development

Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen giver fyldte ordrebøger i de sjællandske virksomheder og har udviklet sig til en regional vækstmotor. Et ’drømmescenarie’, siger direktøren i Femern Belt Development, der opfordrer virksomheder i hele landet til fortsat at engagere sig i de kommende års store opgaver på Femern-projektet.

sjællandske-underleverandører-femern-belt-development
Så mange virksomheder fra Region Sjælland er underleverandører til Femern-projektet. Illustration: Femern A/S

Når hovedentreprenørerne på danmarkshistoriens største anlægsprojekt – byggeriet af Femern Bælt-tunnelen – skal have løst en opgave på byggeriet, så er det ofte en virksomhed i Region Sjælland, der løber med kontrakten. 43 pct. eller næsten hver anden kontrakt, der vindes af en dansk virksomhed, har adresse i regionen.
Det viser den seneste opgørelse over antallet af underleverandører på det omfattende tunnelprojekt.

Ifølge tallene har 225 virksomheder i Region Sjælland ud af i alt 520 danske virksomheder bidraget til tunnelbyggeriet ved Rødbyhavn. Dermed topper regionen listen langt foran nummer to på listen, der er Region Hovedstaden med 128 virksomheder tilknyttet projektet. Derefter følger Region Syddanmark med 89, Midtjylland med 50 og Nordjylland med 28 virksomheder.

Regionalt ’drømmescenarie’
I Femern Belt Development noterer direktør Stig Rømer Winther sig den positive udvikling og kalder det et ’drømmescenarie’ for regionen.

”Vi har igennem snart 12 år, i tæt samarbejde med bygherre, konsortier og øvrige erhvervsorganisationer arbejdet stenhårdt på at ruste regionens virksomheder til konkurrencen om opgaverne på Femern-projektet. At det er lykkedes, så næsten hver anden danske virksomhed kom- mer fra Region Sjælland er lidt af et drømmescenarie. Det viser, at Femern-projektet har udviklet sig til den regionale vækstmotor, som vi har arbejdet for og håbet på,” siger Stig Rømer Winther.

Ser man på det samlede antal underleverandører, der strømmer til Femern-projektet, peger pilen også i retning af Danmark. Tager man de udenlandske virksomheder med i beregningerne, så har i alt 769 virksomheder bidraget til det store byggeri. De 520 danske virksomheder på tværs af regionerne udgør dermed 68 pct. af det samlede antal tilknyttede virksomheder.

Fortsæt med at byde ind
Det kan dog ændre sig i de kommende år, hvor aktiviteten på tunnelbyggeriet vil stige yderli- gere, og hvor anlægsarbejdet på den tyske side ved Puttgarden tager fart. Derfor opfordrer Stig Rømer Winther fra Femern Belt Development til, at de danske virksomheder fortsat byder ind på opgaverne på Femern-projektet.

”Aktivitetsniveauet på tunnelbyggeriet topper i de kommende år, så der vil fortsat være mange opgaver i spil for interesserede virksomheder over hele landet,” siger han og peger på tre essentielle faktorer for at byde med på Femern-kontrakterne.

”Du skal først for fremmest være til stede lokalt og blive en del af leverandørnetværket. Dernæst skal du sikre dig, at du har kompetencen og kapaciteten i din virksomhed. Og endelig bør du som virksomhed ikke være bange for at involvere dig i dette store projekt. Der er rigtig mange SMV’er i hele Danmark, der har alle de kompetencer der skal til – man skal blot gribe chancen. Så står du virkelig godt rustet i konkurrencen med de øvrige både danske og udenlandske aktører,” understreger Stig Rømer Winther.

Oplevede betydelig vækst
Entreprenørvirksomheden Holbøll A/S, Næstved, er én af de virksomheder, der har udført opgaver på Femern-projektet. Som underleverandør til Fehmarn Belt Contractors (FBC) har Holbøll A/S bl.a. tidligt i projektet udført jordarbejder, hvor 100 medarbejdere i døgndrift kørte med 25 maskiner. Senere har virksomheden haft opgaver på bl.a. de transformerstationer, der bygges som led i Femern-projektet.

Vi oplevede en betydelig vækst og en øget omsætning, mens vi var i gang med de store jordarbejder. Men den største værdi for vores virksomhed er den viden og de erfaringer, vi har fået i kraft af vores medvirken i Femern-projektet. Vi har tilegnet os nye ekspertiser og står stærkere i dag. Det har øget vores konkurrenceevne og stiller os betydeligt bedre i forhold til fremtidige store opgaver med et internationalt tilsnit,” siger ejer og administrerende direktør Carl-Ole Holbøll.

danske-underleverandører-femern-belt-development
Sådan fordeler andelen af danske underleverandører sig på Femern-projektet.

Nordtysk erhvervsliv ser positivt på fremtiden i grænseoverskridende samarbejde med Danmark

Puttgarden-femern-belt-development

25. januar 2024 - 

Femern Bælt-projektet er medvirkende til at skabe så store forventninger i det nordtyske erhvervsliv, at Hansebelt-regionen skiller sig positivt ud i forhold til andre tyske regioner, mener industri- og handelskammeret i Lübeck.

”Vores økonomi i Hansebelt-regionen er stærk, stemningen hos os er bedre end i andre regioner. Vi har de største chancer for at blive en vækst-region i Nordeuropa,” sagde præsidenten for IHK zu Lübeck, Hagen Goldbeck, i sin tale ved erhvervsorganisationens nytårskur i Lübeck.

”IHK´s nytårsarrangement gav et klart signal fra en styrket region og en understregning af, at erhvervslivet i Nordtyskland har rettet blikket mod nord og i stigende grad ser mulighederne i samarbejdet med virksomheder i Danmark,” siger direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther, der var blandt de omkring 1.000 deltagere i nytårskuren.

Grøn omstilling og vedvarende energi
Stig Rømer Winther hæfter sig ved, at i både Danmark og Tyskland står den grønne omstilling og vedvarende energi højt på dagsordenen, både i befolkningen og i erhvervslivet, og det var også et centralt tema ved nytårskuren i IHK zu Lübeck.

Ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Daniel Günther, hæftede sig i sin tale ved, at energiomstillingen og den digitale transformation skal udnyttes bedst muligt til at styrke konkurrenceevnen og sikre fortsat velstand.

”Det vil lykkes med innovative og målrettede løsninger i vedvarende energi,” sagde Daniel Günther.

Lovende fremtid for Femern Bælt Regionen
IHK-præsident Hagen Goldbeck påpegede endvidere i sin nytårstale, at det i fremtiden i sær også handler om at tænke og handle i et større perspektiv.

”Trafikinfrastrukturen og energiomstillingen med vedvarende energi fra vindkraft fungerer kun, hvis vi planlægger og handler på tværs af landegrænser,” sagde Hagen Goldbeck og understregede,
at alle aktører skal medvirke til planlægningen af den fremtid, der bliver en realitet med åbningen af Femern Bælt-tunnelen, som skaber nye store muligheder for Nordtyskland.

”Samlet set tegner udsigten til et øget samarbejde mellem Østdanmark og Nordtyskland et lovende billede for fremtiden. Med fokus på grøn omstilling og stærke partnerskaber, er Femern Bælt Regionen godt positioneret som en førende vækst-region i Europa,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Scandlines sejler videre: Klar til nye million-investeringer på Rødby-Puttgarden

futura-scandlines-femern-belt-development

18.12.2023 - 

Rederiet har sat kursen mod fremtiden: Ny fragtfærge, ombygning af hybrid-færger og nyt oplevelses-koncept for passagererne.

Scandlines ruster sig til at sejle ind i en fremtid, hvor forretningen trues af den faste Femern-forbindelse.

En udvidelse af opmarchpladsen i Rødbyhavn og ibrugtagning af en ny færge, der er under bygning i Tyrkiet, skal sammen med yderligere trecifrede million-investeringer og nye tiltag trimme rederiet til fremtidens konkurrence om at transportere gods, biler og personer mellem Danmark og Tyskland.

Det er en aktivitet, der i dag beskæftiger omkring 900 medarbejdere i Rødby og Puttgarden, og Scandlines vil sejle videre mellem Danmark og Tyskland også efter tunnelen er åbnet.

”Vi agter at sejle med samme frekvens som i dag, hvis der er behov for det, og det bliver til priser under, hvad det vil koste at køre gennem tunnelen,” siger CEO i Scandlines, Carsten Nørland.

Ombygger færger til el-drift
I anden halvdel af 2024 indsætter Scandlines fragtfærgen ”Futura” på Rødby-Puttgarden ruten.

Færgen er under bygning i Tyrkiet og udgør en investering på 80 mio. Euro (ca. 600 mio. kr.) inkl. ombygning af havnene til den nye færge.

I de kommende år planlægges ombygning af rederiets nuværende hybridfærger til ren el-drift.

I første fase gælder det to af færgerne på Rødby-Puttgarden ruten, hvilket udgør en samlet investering i størrelsesordenen 31 mio. Euro (over 230 mio. kr.).  

Scandlines har opnået støtte fra det tyske transportministerium til projektet.

Fordele for lastvogne
Der er flere grunde til, at Scandlines ser et fortsat forretningsmæssigt grundlag for at sejle videre efter tunnelens ibrugtagning, hvilket efter planen skal ske i 2029.

Scandlines mener, at rederiets færger vil fremstå som et attraktivt alternativ til tunnelen og dens tilbud om kortere transporttid mellem Danmark og Tyskland.

carsten-nørland-femern-belt-development
CEO Carsten Nørland gør klar til nye million-investeringer. i Scandlines. Foto: Patrick Kirkby/Scandlines

På fragtområdet peger CEO Carsten Nørland på en række forhold, der taler til fordel for, at lastbilchauffører vil vælge færgeoverfarten fremfor tunnelen.

Chaufførerne skal holde pauser, og her er færgen en mulighed, fordi de ganske vist holder pause, men samtidig er i fremdrift, og Scandlines vil – formentlig fra 2030 – desuden kunne tilbyde opladning af elbiler ombord på færgerne.

”Vi forventer generelt en stigende trafik, fordi road taxing vil flytte en del trafik til Rødby-Puttgarden, så dermed bliver kagen, vi skal deles om, større,” siger Carsten Nørland.

Scandlines vil endvidere imødekomme chaufførerne ved at lette ”papir-arbejdet” i forbindelse med varetransport, så det i videst muligt omfang sker, mens varerne er undervejs med lastbilerne på færgen, hvorved chaufførerne sparer tid.

Forventer stigende trafik
Når det gælder passagerer og privatbiler peger Carsten Nørland på en række andre forhold, der stiller færgerne i en gunstig position.

”Den tyske appetit på at drage nordpå er stigende. Vi har de seneste to år set vækstrater på 18 til 20 procent. Vi tror, den tyske interesse vil fortsætte, og for mange tyskere er det en tradition, at ferien starter med en sejltur. Og hvad angår biler nordfra, så ligger færgeoverfarten ideelt for en pause på svenskernes rute.”

”Vi vil i højere grad i fremtiden gøre sejlturen til en oplevelse ved at videreudvikle vores restauranter og cafeteria´er. Sejlturen skal være en tiltrængt pause, hvor både passagerer og biler kan blive ladet op. Og vi vil i vore prissætning blive langt mere aggressive og arbejde dynamisk med attraktive pristilbud til kunderne,” siger Carsten Nørland.

Øget trafik på Østkorridoren
Scandlines forventer ikke, at ibrugtagningen af Femern-tunnelen vil få indflydelse på den såkaldte Østkorridor og dermed på rederiets Gedser-Rostock rute.

”Men vi har set, at trafikken i Østkorridoren vokser, og vi forventer, at den tendens vil fortsætte,” siger Carsten Nørland.

Scandlines regner derfor med i perioder at kunne indsætte færgen ”Kronprins Frederik”, der i øjeblikket bruges som ekstrafærge på Rødby-Puttgarden ruten, på Gedser-Rostock, når fragtfærgen ”Futura” sættes i drift i anden halvdel af 2024.