Ny indsats for at øge statens engagement i udvikling omkring Femern-forbindelsen
”Hvis Danmark skal have det fulde udbytte af Femern Bælt-forbindelsen, kræver det et endnu tættere samarbejde med Tyskland, end de mange betydningsfulde lokale og regionale initiativer, vi allerede har set. Der er behov for en statslig tysklandsstrategi med særlig vægt på et målrettet samarbejde med Slesvig-Holsten. Der investeres milliarder i at forbinde os med Tyskland. Det bør følges op af statslige investeringer i at forberede det langsigtede strategiske samarbejde med vores vigtige samhandelspartnere i den nye grænseregion,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.
Han glæder sig derfor over det initiativ, Region Sjælland har taget for at sætte Femern Bælt-forbindelsens vækstmuligheder på den nationale dagsorden.
Indsatsen gennemføres af Region Sjælland i samarbejde med Erhvervshus Sjælland under overskriften ”Fem år til Femern. Er Danmark klar?”.
Første udspil foreligger nu i form af analysen "Fem år til Femern – Fra byggeri til vækst og udvikling for hele Danmark” med en oversigt over de potentialer ved Femern-forbindelsen, der ifølge initiativtagerne bør sikres national finansiering.
Den følges op af en konference på Christiansborg 14. december med deltagelse af centrale ministre og medlemmer af Folketinget samt regionale politikere, borgmestre og repræsentanter fra erhvervslivet med fokus på at drøfte og belyse de danske vækst- og udviklingspotentialer ved Femern-forbindelsen.
Efterfølgende skal det sjællandske initiativ sikre, at der holdes nationalt fokus på Femern-dagsordenen frem mod finanslovsforhandlingerne 2028.
Læs hele rapporten
”Fem år til Femern – Fra byggeri til vækst og udvikling for hele Danmark”
Læs også
Ny analyse: Her er initiativerne, der kan skabe vækst omkring Femern-forbindelsen
Ny tysk analyse åbner et fremtidsscenarie med øget vækst omkring Femern-forbindelsen