Innovation Manager Ben Cahill præsenterede eleverne for nye teknologier på DOLL Living Lab. Foto: Femern Belt Development

doll-living-lab-femern-belt-development

Klasse på EUC Sjælland var bedst i Femern Fyrtårn-konkurrence, og det sendte dem afsted på en dag med nye perspektiver for uddannelse og fremtidens job

10. oktober 2024 blev HTX-eleverne i 2. g fra EUC Sjælland, Næstved på konferencen Fehmarn Green Build & Construction Challenge kåret som vindere af en konkurrence blandt 10 hold fra tekniske skoler på Sjælland og Lolland-Falster.

Næstved-eleverne præsenterede den bedste løsning på opgaver indenfor bygge- og anlægsbranchen, og de fik på konferencedagen i første omgang overrakt værktøjsrygsække og t-shirts sponseret af STARK.

30. januar 2025 kunne de 35 elever fra EUC Sjælland så indløse resten af præmien, en studietur til We Build Denmarks testcenter, DOLL Living Lab i Glostrup og Teknologisk Institut Betoncenter i Tåstrup.

Avanceret teknologi og nytænkning
Både fra elev- og lærerside var der efterfølgende stor tilfredshed med udbyttet af ekskursionen og indsigten i den udvikling og forskning, der udføres på de to testcentre.

På DOLL Living Lab blev HTX-eleverne præsenteret for flere cases indenfor anvendelsen af forskellige teknologier, der understøtter bæredygtighed, sundhed, vedligeholdelse med mere. De fik indblik i, hvor udviklingen er på vej hen med digitale tvillinger og dataspaces, og hvor vigtige det bliver at have styr på data og det digitale som kommende arbejdskraft i branchen.

ti-beton-femern-belt-development
Sektionsleder Anders Kargo indviede eleverne i Teknologisk Instituts forskning i beton og asfalt. Foto: Femern Belt Development

På Teknologisk Institut (TI) fik HTX-eleverne et unikt indblik i, hvordan der arbejdes med innovation og udviklingen inden for bygge- og anlægsbranchen, og de blev præsenteret for eksempler på innovative løsninger til klimatilpasning og den grønne omstilling i byggeriet.

I TI´s højteknologiske laboratorier for asfalt og beton fik eleverne indblik i, hvorledes fremtidens medarbejdere kan være med til at forme branchen gennem avanceret teknologi og nytænkning.

Nye perspektiver for uddannelse og job

htx-elev-femern-belt-development
HTX-elev Christoffer Kielstrup: En spændende og lærerig dag. Foto: Femern Belt Development

”Det var en meget spændende dag,” siger en af eleverne, Christoffer Kielstrup og fremhæver besøget på Teknologisk Institut Beton.

”Det var for mig virkelig en øjenåbner. Jeg har altid tænkt, at beton er beton, men sådan er det jo ikke. Det er et langt mere fascinerende produkt. Beton er mange ting, afhængigt af, hvor og hvordan det skal anvendes. Det var spændende at opleve, hvor store ressourcer, der bliver brugt på at forske og udvikle forskellige typer af beton, f.eks. ved anvendelse af hamp og andre biomaterialer, hvilket jo bl.a. har betydning for miljøet.”

”Overordnet oplevede jeg en dag, der rejste nye perspektiver for både min uddannelse og for min fremtidige jobsituation med mange flere og spændende muligheder, end jeg hidtil havde set,” siger Christoffer Kielstrup. 

God karrierelæring
Også fra lærerside var der stor tilfredshed med udbyttet af ekskursionen til DOLL Living Lab og Teknologisk Institut Beton.

”Besøgene var god karrierelæring for eleverne. De fik bl.a. set, hvorledes man som ingeniør arbejder, forsker og tester, og de fik indsigt i, at beton ikke bare er beton, men at der eksempelvis i forbindelse med byggeriet af et hus ligger mange overvejelser bag. Vi fik også indsigt i produktionen af beton, miljøproblematikken og hvad der gøres for at reducere klimabelastningen,” siger lektor i fysik og teknologi, Christian Larsen, EUC Sjælland og fortsætter:

”Dagen gav også et klart billede af den betydning, kunstig intelligens har for bygge- og anlægsbranchen, og hvor vigtigt det er for eleverne, at de lærer at bruge kunstig intelligens fornuftigt som en stor hjælp, uanset hvilket job, de havner i,”siger Christian Larsen.

Fakta om konkurrencen
Konkurrencen, der var udskrevet af ”Erhvervsfyrtårn Femern” - en strategisk indsats fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støttet af EU-midler og udviklingsmidler fra Region Sjælland – havde som formål at stimulere elevernes viden og interesse for karrierer inden for bygge- og anlægsbranchen og bæredygtigt byggeri.

Den regionale sjællandske konkurrence i 2024 var forløber for en national konkurrence, som i 2025 vil inddrage ungdomsuddannelser fra hele Danmark.