Femern-forbindelsen er et projekt i superligaen, mener Lübecker Nachrichten. Foto: Femern A/S

puttgarden-maj-2024-femern-belt-development

Dagbladet Lübecker Nachrichten lancerer nu et nyt, gratis nyhedsbrev, Fehmarnbelt Insider, der skal informere om Femern-forbindelsen og tilslutningsanlæggene i Tyskland.
Lübecker Nachrichten skriver i en introduktion til nyhedsbrevet, at ”byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen er ét af Europas største og vigtigste infrastrukturprojekter”.
Direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development glæder sig over Lübecker Nachrichten´s tiltag.
”Det er endnu et udtryk for, at stemningen i Nordtyskland er vendt til fordel for Femern-forbindelsen. Tidligere var det modstand mod projektet, der var i fokus. Nu oplever jeg, at befolkningen og erhvervslivet ikke længere taler om problemerne ved byggeriet, men at der i stedet fokuseres på de positive aspekter af forbindelsen og mulighederne for øget vækst og udvikling,” siger Stig Rømer Winther. 

Et projekt i superligaen
Om Fehmarnbelt Insider skriver Lübecker Nachrichten:
”Femern Bælt-forbindelsen er et projekt i superligaen. Vores danske naboer har siden 2021 arbejdet i et hæsblæsende tempo på den 7,5 milliarder Euro dyre sænketunnel. Allerede i år vil det første tunnelelement blive sænket ned i Østersøen. Tunneltilkørslerne i Puttgarden og Rødby bliver gradvist synlige. Produktionen af de enorme, 73.000 tons tunge tunnelelementer kører på højtryk på den danske kyst i verdens største betonfabrik.”

”Jernbanen er under pres ved sporudvidelsen. Tysklands bidrag er en 88 kilometer lang jernbanestrækning samt Femernsundtunnelen til over 3,9 milliarder Euro. På Femern er arbejdet begyndt. Men bygherren Deutsche Bahn er under stort tidspres. Alt skal være færdigt inden 2029, hvor danskerne vil åbne Femern Bælt-tunnelen.”

”Det står klart: Foran vores egen dør vil der blive skrevet historie mindst frem til slutningen af årtiet. Tunnelen og tilslutningsinfrastrukturen vil have en vedvarende indflydelse på udviklingen i Ostholstein. Derfor er det vigtigt at holde overblikket. Hvor opstår der problemer? Hvem træffer hvilke beslutninger og hvorfor? Hvilke konsekvenser har det for mennesker og natur?”

Udsendes månedligt
Fehmarnbelt Insider udsendes én gang om måneden, første gang 8. august.
Det er muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet her