12. august 2019

Virksomheder, der ønsker at få del i byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen, får en ny mulighed for at gøre sig synlige.

Internetportalen Femern Belt Marketplace er stedet, hvor tunnel-projektets entreprenører og andre med behov for underleverandører kan få det nødvendige overblik over de regionale virksomheder og deres kompetencer.

Femern Belt Marketplace kommer til at rumme oplysninger om virksomheder inden for områderne anlæg og konstruktion, service, transport og logistik, administration, detailhandel, miljø, sundhed og uddannelse.

Markedspladsen er oprettet og drives af Femern Belt Development.

Synlighed for virksomheder

stig-winther-femern-belt-development
Direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development

”Anlæggelsen af Femern Bælt-forbindelsen – verdens længste sænketunnel - bliver en gigantisk byggeplads i Rødbyhavn, og entreprenør-konsortierne får et betydeligt behov for underleverandører. Med lanceringen af Femern Belt Marketplace ønsker vi at skabe synlighed for lokale og regionale virksomheder samt enkel tilgang og stort overblik for entreprenører, der har brug for underleverancer,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Virksomheder har adgang nu
Femern Belt Marketplace er netop lanceret, og virksomheder kan nu logge ind og præsentere sig med relevante informationer i forhold til entreprenørerne.

Prisen for en info-side på Femern Belt Marketplace er 100 Euro om året, der giver adgang til at registrere sig i databasen samt at få adgang til de øvrige virksomheders informationer.

De deltagende virksomheder er selv ansvarlig for de informationer, der fremgår af deres infoside på Marketplace.

Yderligere information

Femern Belt Marketplace