27. marts 2019

Den danske beslutning om at igangsætte byggeriet af Femern Bælt-tunnelen allerede i år vækker stor begejstring i det nordtyske erhvervsliv.

Både i den tyske erhvervsorganisation HanseBelt Initiativkreis e.V og i virksomhedsnetværket baltic Facility Solutions blev meddelelsen om byggestart fejret som en festdag for erhvervslivet og som en styrkelse af motivation i arbejdet med at skabe fremtidens Femern Bælt Region.

Tysk-dansk fremtidsregion
Den tyske erhvervsorganisation HanseBelt Initiativkreis e.V., der blandt sine medlemmer har 100 af de største virksomheder i Ostholstein og Lübeck-området, holdt medlemsmøde netop på dagen, hvor den danske beslutning blev truffet, og den vakte stor glæde blandt medlemmer, oplyser formanden, konsul Bernd Jorkisch.

”I den tyske HanseBelt Region glæder vi os meget over den danske transportminister Ole Birk Olesens beslutning om at frigive 850 mio. Euro til at igangsætte arbejdet på Femern Belt-tunnelen. Dette storartede signal giver os megen motivation til med fuldt engagement at gå videre mod vores mål om at skabe en sammenhængende tysk-dansk fremtidsregion,” siger formanden for HanseBelt e.V., Bernd Jorkisch.

Tyskland vil den tunnel
Direktør i den tyske virksomhedssammenslutning baltic Facility Solutions, Mirko Schönfeldt, siger, at virksomhederne i Østholsten de seneste syv år har investeret millioner for at gøre sig klar til at blive en del af Femern-byggeriet.

”De har med deres udholdenhed bidraget til at nå den milesten, vi nu står foran. Langt de fleste østholstenere er ivrige tilhængere af den faste Femern Bælt-forbindelse. Folk ved, at modstanderne ikke får plads i historiebøgerne, og at vi skal fortsætte med at udvikle vores region og forbinde den med resten af Europa. Tyskland vil den tunnel,” siger Mirko Schönfeldt.