femern-fyrtårn-femern-belt-development

15. januar 2024 –

Med en innovationspulje på 7 mio. kr. er Erhvervsfyrtårn Femern nu klar til at støtte udviklingen af innovative løsninger i bygge- og anlægsbranchen.

Puljen er åben for SMV´er og vidensinstitutioner, som kan opnå støtte på op til 1 mio. kr. til et innovationsprojekt.

Både den bæredygtige og den digitale omstilling i bygge- og anlægsbranchen kalder på nye løsninger, og Innovationspuljen Erhvervsfyrtårn Femern 2 er en oplagt mulighed for at få hjælp til løfte virksomhedernes innovationsindsatser i samarbejde med vidensinstitutioner og andre virksomheder, påpeger Erhvervsfyrtårn Femern.

”Samarbejdet med andre aktører sikrer færre blinde vinkler og mere nuancerede løsninger samt indsigt i nye arbejdsområder, målgrupper eller markeder. Innovationspuljen hører under Erhvervsfyrtårn Femern, som udvikler innovative løsninger for fremtidens infrastruktur med afsæt i Femern Bælt-forbindelsen, Derfor kommer projekterne også til at spille en vigtig rolle i den fortsatte udvikling af bygge- og anlægsbranchen både i Danmark og på globalt plan,” siger innovationskonsulent Pernille Remming, We Build Denmark.

Skal udvikle nye løsninger
Selvom den nye innovationspulje tager afsæt i Erhvervsfyrtårn Femern, rækker visionerne og ambitionerne ud over projektet og har til formål at komme hele samfundet til gavn langt ud i fremtiden.
“Ambitionerne med puljen er at hjælpe innovative projekter godt på vej, som skal være med til at støtte op om fremtidens megainfrastruktur som det, vi ser ved Femern-forbindelsen. Det er en pulje, som er med til at udvikle nye løsninger, der ikke blot kommer erhvervslivet og branchen til gode, men som også skaber nye samarbejder på tværs af virksomheder og vidensinstitutioner til gavn for alle involverede, men også samfundet og Danmarks position inden for bæredygtighed og megainfrastruktur,” siger projektleder Søren Mikkelsen, Erhvervshus Sjælland. 

Mulighederne er mange
Innovationspuljen skal understøtte innovationsprojekter og kan f.kes. være en digital løsning eller innovative materialer, påpeger Erhvervsfyrtårn Femern.
Det kan også være en løsning til monitorering, behandling eller erstatning af materialer som asfalt, jord, sediment eller cement. Nogle eksempler kunne være grønnere fremstilling af cement, genbrugsløsninger til asfalt eller bæredygtige løsninger til anlægsbyggepladsen. Mulighederne er mange og en oplagt mulighed for unikke tværgående samarbejder. 
"Den nye pulje er en perfekt mulighed for robotvirksomheder og forskningsinstitutioner at samarbejde om at udvikle nye automationsløsninger til byggebranchen," siger CEO Søren Elmer Kristensen, Odense Robotics.
Innovationspuljen kan søges frem til marts 2024.

Yderligere information
Erhvervsfyrtårn Femern´s hjemmeside

Erhvervsfyrtårn Femern er medfinansieret af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.