Fra 2026 kan danske cykelstier blive belagt med en ny og grønne asfalt, der indeholder svampe.
”Svampeasfalten” testes i øjeblikket på en parkeringsplads ved Femern Bælt-forbindelsen.
Produktet er udviklet af virksomheden Visibuilt, som har fundet en erstatning til det CO2-tunge bindemiddel bitumen, der i dag er en uundværlig del af asfaltproduktionen.
I stedet for at benytte bitumen fremstillet af olie har virksomheden udviklet et alternativ, der anvender svampe, og som fungerer som et fossilfrit bindemiddel.
Fremmer udvikling af grønne løsninger
Asfaltforsøget er blevet til i samarbejde mellem Visibuilt, Sund & Bælt, Femern Link Contractors (FLC), NCC og en række forsknings- og uddannelsesinstitutioner.
Hos Sund & Bælt, der er bygherrer på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, er man spændte på forsøget.
”Som bygherre for nogle af landets største infrastrukturprojekter har vi en ambition om at fremme udviklingen af løsninger, der kan gøre branchen grønnere. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med vores entreprenører og ambitiøse virksomheder kan bidrage til denne udvikling,” siger Christian Henriksen, miljø- og myndighedschef i Sund & Bælt.
Svampenes unikke egenskaber
Svameasfalten indeholder et bindemiddel kaldet visiBIT, der fungerer ved at udnytte mycelium – det underjordiske rodlignende netværk af svampe – til at binde stenene i asfalten sammen.
Foruden at være et naturligt bindemiddel bestående af 100% biobasserede ingredienser, er det også muligt at producere asfalten uden den intensive opvarmning. Og det er især i denne del af processen, man kan reducere klimaaftrykket.
Bitumen, der anvendes i asfaltproduktion, kræver nemlig høje temperaturer på op til 200 grader, hvilket markant øger CO2-udledningen.
Verdens første
Selvom udviklingen af den nye type asfalt stadig befinder sig på et tidligt stadie, er Visibuilt, der står bag det innovative bindemiddel, ikke bleg for at kalde forsøget ved Femern-byggeriet en succes.
"Vores løsning er verdens første fermenterede bindemiddel til asfaltindustrien og det er helt unikt, da vi ved at undgå opvarmning sænker energiforbruget under produktionen drastisk. Forsøget er gået over al forventning, og vi har nu vist, at vi kan konstruere en asfaltbelægning fremstillet med visiBIT ved brug af industriens egne maskiner," siger Line Kloster Pedersen, CEO i Visibuilt.
Forsøgene ved Femern-byggeriet er blandt de første eksperimenter, virksomheden har planlagt for at teste holdbarheden af den nye type asfalt. Holdbarheden er afgørende for at reducere vejens CO2-aftryk.
Fakta
Visibuilt blev stiftet i begyndelsen af 2023 af virksomhedens direktør, Line Kloster Pedersen, der har en baggrund indenfor bioteknologi.
Forsøget er blevet til i samarbejde mellem Sund & Bælt, Visibuilt, Femern Link Contractors (FLC), NCC, DTU, Københavns Universitet, The National Research Centre for the Working Environment (NFA), We Build Denmark og Erhvervshus Sjælland.
Danmarks Tekniske Universitet, DTU, undersøger asfaltens udvikling over tid samt udfører feltmålinger, såsom temperatur, fugtighed og trafikbelastning.
Derudover undersøgte Københavns Universitet og NFA (the National Research Centre for the Working Environment) asfaltarbejdernes eksponering under forsøget og vil sammenligne luftkvaliteten ved udlægning af visiBIT-asfalt med den bitumenbaserede asfalt.