En af året store nyheder: Kommunaldirektør Thomas Knudsen lancerede på en konference i oktober Lolland Kommunes ambitiøse planer for en erhvervspark i tilknytning til tunnelelementfabrikken og havnen i Rødbyhavn. Foto: Femern Belt Development

Thomas-knudsen-femern-belt-development

Året var præget af mange aktiviteter, tiltag og initiativer som udløber af Femern-forbindelsen. Her er en oversigt:

17. januar: Byggeriet af den nye Storstrømsbro markerer en milepæl, da broen bliver landfast med både Masnedø og Falster.

23. januar: Erhvervsorganisationen IHK zu Lübeck sender fra sin nytårskur en venlig hilsen til Femern-projektet: ”Vores økonomi i Hansebelt-regionen er stærk, stemningen hos os er bedre end i andre regioner. Vi har de største chancer for at blive en vækst-region i Nordeuropa,” siger organisationens præsident, Hagen Goldbeck.

danske-underleverandører-femern-belt-development

7. februar: En opgørelse fra Femern A/S viser, at 225 virksomheder i Region Sjælland ud af i alt 520 har løst opgaver på Femern-projektet. De øvrige danske virksomheder kommer fra Region Hovedstaden (128), Region Syddanmark (89), Midtjylland (50) og Nordjylland (28).

22. februar: Af de 470 lærlingeårsværk, der er aftalt mellem bygherren Femern A/S og Femern Link Contractors (FLC), er 162 allerede gennemført. På hele byggeprojektet skal totalt uddannes 500 lærlingeårsværk.

11. marts: Femern A/S sætter gang i etableringen af det nye udsigtspunkt – Pilen - ved byggepladsen i Rødbyhavn. Pilen åbnes for publikum i foråret 2025.

14. marts: Banedanmark indleder færdiggørelsen af den sidste del af Ringsted-Femern Banen, strækningen fra Nykøbing Falster til Rødbyhavn. Det er en strækning på 32 kilometer med dobbeltspor, der anlægges af 124.000 meter skinner, 58.000 kubikmeter skærver, 100.000 sveller og 18 sporskifter.

10. april: Region Sjælland lancerer en ny udviklingsstrategi, der på baggrund af Femern Bælt-forbindelsen sætter en ambitiøs og bæredygtig retning for regionen de kommende 10 år og lægger op til partnerskaber og indsatser, der skal gøre regionen mere grøn, attraktiv og internationalt orienteret.

17. april: Efter næsten tre års arbejde afslutter det hollandske konsortium Fehmarn Belt Contractors udgravningen af den 18 kilometer lange rende til Femern Bælt-tunnelen. I alt er udgravet omkring 15 mio. kubikmeter materiale fra havbunden.

24. april: Kristendemokraterne (CDU) i byrådet i Lübeck ser efter et besøg i Rødbyhavn store muligheder i Femern-projektet for Lübeck og vil med en række initiativer sætte skub i udnyttelsen af udviklingspotentialerne.

7. maj: Endnu en milepæl markeres på Femern-projektet, da det første af i alt 89 tunnelelementer er færdigstøbt.

12. juni: Region Sjælland og delstaten Slesvig-Holsten offentliggør en handleplan med en række fælles indsatser, der skal styrke det dansk-tyske samarbejde hen over Femern Bælt.

element-indvielse-femern-belt-development
Kong Frederik X indviede det første tunnelelement 17. juni 2024. Foto: Femern Belt Development

17. juni: Endnu en historisk dag på Femern-projektet, da Kong Frederik X indvier det første af de i alt 89 tunnelelementer, der skal blive til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.

1.juli: Roskilde Universitet (RUC) og Christian Albrechts Universität zu Kiel lancerer en to-årig masteruddannelse, ”Double master´s degree in Business Administration”.
De studerende gennemfører uddannelsen dels i Roskilde, dels i Kiel og skriver projekter med andre studerende fra begge universiteter.

16. juli: EU´s medlemslande godkender Europa-Kommissionens indstilling om støttemidler til europæiske infrastrukturprojekter. Danmark modtager 1,5 mia. kr., heraf 1,2 mia. kr. til Femern-projektet.

Champagne
Landdistriktsminister Morten Dahlin (V) og borgmester Holger Schou Rasmussen (A) lod champagnepropperne springe for beslutningen om at ændre planloven. Foto: Femern Belt Development

21. august: Landdistriktsminister Morten Dahlin (V) overbringer Lolland en god nyhed: Regeringen ser i et kommende landdistriktsudspil positivt på aktivering af det nye forland ved Rødbyhavn, der er opstået af opgravet materiale fra tunnelrenden til Femern-projektet. Udenlandske investorer og ejendomsudviklere har vist stor interesse for at investere millionbeløb i udvikling af området til turismeformål. Hidtil har den eksisterende strandbeskyttelseslinje være en hindring, men nu åbnes for en ændring af planloven, så det nye forland kan bebygges.

1.oktober: Med en ny struktur og målrettet indsats rykker de danske og tyske partnere i Femern Bælt Komitéen tættere sammen for at sikre fremdriften i arbejdet med at skabe en fælles grænseoverskridende Femern Bælt Region. Den dansk-tyske komité blev stiftet i 2009 og har siden arbejdet med en række temaer af fælles interesse indenfor erhvervsliv, uddannelse og kultur.

tunnelelement-fabrikken-femern-belt-development
Sund & Bælt har indledt en dialog om fremtidens anvendelse af tunnelelement-fabrikken i Rødbyhavn. Foto: Femern A/S

3. oktober: Sund & Bælt inviterer potentielle operatører til markedsdialog om overtagelsen af tunnelelement-fabrikken i Rødbyhavn og dens fortsatte drift efter 2029, hvor Femern-forbindelsen åbnes.

4. oktober: Sparekassen Sjælland-Fyn og energi- og fibernetkoncernen Andel går sammen om at etablere en ny fond, som skal drive indsatser, partnerskaber og projekter til gavn for udviklingen i Region Sjælland. De to partnere indskyder hver fem mio. kr. i fonden, der får navnet ”Udviklingsfonden Sjælland”.

10. oktober: Med en placering på havbunden med få centimeters nøjagtighed står den nye Storstrømsbro´s vartegn – den 102 meter høje pylon – færdig. Pylonen, der vejer ca. 32.000 tons, hviler på et 34X42 meter stort fundament.

10. oktober: ”Rødbyhavn kan blive centrum for Danmarks grønne omstilling,” udtaler kommunaldirektør Thomas Knudsen, Lolland Kommune med henvisning til planerne om at etablere et stort erhvervsområde i tilknytning til den permanente tunnelfabrik i Rødbyhavn.

16. oktober: Det første af i alt 10 specialelementer til Femern Bælt-tunnelen er færdigstøbt.

feriehus-femern-belt-development
Danske sommerhuse er i høj kurs hos tyskerne, og Østdanmark kan se frem til endnu flere besøg fra nabolandet mod syd, når Femern-forbindelsen åbner. Foto: Scanpix

28. oktober: 10 mio. tyskere har planer om ferie på Sjælland, Lolland-Falster og Møn indenfor de næste 3 år, fastslår en analyse foretaget af turismealliancen SMA-Z (Strategic Marketing Alliance – Zealand). Undersøgelsen dokumenterer samtidig, at de tyske turisters lyst til at besøge Østdanmark øges yderligere, når Femern Bælt-tunnelen åbnes i 2029.

30. oktober: Den nordligste tyske delstat, Slesvig-Holsten med omkring 3. mio. indbyggere, øger sit fokus på det østlige Danmark i en 100 sider lang ”Danmarksstrategi”, der har fokus på de muligheder, Femern-forbindelsen skaber.

11. november: Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen driver jobvæksten på Lolland med en vægt, der placerer Lolland Kommune som nummer to på listen over danske kommuner med den højeste fremgang i beskæftigelsen det seneste år. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik i en særkørsel fortager for Dansk Erhverv.

12. november: Erhvervsministeriet er klar til at indgå i et samarbejde med lokale aktører om at skabe et nyt stort erhvervsområde på Lolland i tilknytning til tunnelelementfabrikken i Rødbyhavn. Det fastslår erhvervsminister Morten Bødskov i forbindelse med et besøg på Femern-projektet.

12. november: Femern Bælt-projektet tester som det første anlægsbyggeri brugen af fremtidens CO2-reducerede beton til byggerier af megaprojekter. Teststøbningen udføres af Femern Link Contractors (FLC).

Unternehmenspark-im-HanseBelt-femern-belt-development
Flere erhvervsparker i Nordtyskland udvides i forventninger til positiv udvikling afledt af Femern Bælt-forbindelsen. Illustration: Unternehmenspark im HanseBelt

18. november: Forventningerne til Femern Bælt-forbindelsen er store i Kreis Ostholstein, og optimismen underbygges af en stribe virksomhedsetableringer og anlæggelse af nye erhvervsområder, skriver Lübecker Nachrichten. ”Femern Bælt-forbindelsen vil forandre Ostholstein. Arbejdsmarkedseksperter forventer et boom i jobmulighederne takket være det store projekt,” fastslår avisen.

10. december: Region Sjælland bringer yderligere to stationer, Køge og Rødby, i spil som stationer, hvor de internationale tog mellem København og Hamborg skal standse i Danmark efter åbning af Femern Bælt-forbindelsen. I forvejen er Nykøbing Falster, Vordingborg, Næstved og Ringsted inde i billedet. 

erhvervspark-rødbyhavn-femern-belt-development
Visualisering af en mulig kommende erhvervspark i Rødbyhavn. Illustration: Business Lolland-Falster

17. december: Lolland-Falster er klar til at spille en central rolle i Danmarks erhvervsmæssige fremtid med etableringen af en 1.000 hektar stor industripark ved Rødbyhavn på Lolland og melder sig som kandidat til én af de fem industriparker, som forligskredsen bag Rød løber ordningen skal udpege i 2025 med henblik på at sikre dansk konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser.

Læs også:

2024 blev forrygende - 2025 kan blive endnu større