Linjeføringen ligger fast, og Deutsche Bahn åbner nu for opgradering af togstrækningen Lübeck-Femern. Illustration: Deutsche Bahn

jernbane-lübeck-femern

Deutsche Bahn (DB) gør nu klar til at opgradere jernbanestrækningen mellem Lübeck og Femern og tilslutningen til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.

Jernbanestrækningen skal udvides til to spor og elektrificeres.
Arbejdet med planlægning og implementering af projektet er sendt i offentligt udbud af DB´s regionale afdeling Nord i DB InfraGO AG på den tyske udbudsportal ”Öffentliche Ausschreibungen Deutschland”.

Bygger sænketunnel under Fehmarnsund
Tilslutningen til den faste Femern Bælt-forbindelse på tysk side omfatter også anlæggelse af en 1.800 meter lang kombineret tog- og vejforbindelse bygget som en sænketunnel under Fehmarnsund vest for den eksisterende Fehmarnsund-bro fra Großenbrode på fastlandet til øen Femern.

Tunnelen skal erstatte Fehmarnsund-broen bygget i 1963, der med kun to spor for kørende trafik og et jernbanespor ikke vil kunne klare den fremtidige belastning.

Den nye Fehmarnsund tunnel bygges med fire spor til biltrafik og to jernbanespor.

Bag beslutningen om at anlægge Fehmarnsund-tunnelen som en kombineret sænketunnel for fremtidig vej- og jernbanetrafik står delstaten Slesvig-Holsten og DB InfraGO AG i samarbejde med det tyske transportministerium og det tyske jernbanetilsyn (EBA).

Tunnelelementer bygges i Tyskland
Ifølge Deutsche Bahn´s planer skal Fehmarnsund-tunnelens tunnelelementer bygges i en tørdok, der opføres på stedet.

Den kombinerede sænketunnel til jernbane og vej planlægges og udføres i fællesskab af DB InfraGO AG og det statsejede projektselskab DEGES (Deutsche Einheit Frenstraßenplanungs- und -bau GmbH).

Det er samtidig planen, at den nuværende Fehmarnsundbro skal renoveres og forstærkes til langsom trafik, fodgængere og cyklister. Dette udføres som et selvstændigt projekt af DEGES og er ikke en del af det udbud om tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen, DB nu har offentliggjort.

Yderligere information:
Om DB´s udbud læs her

Om udbygning af jernbanestrækningen Lübeck-Puttgarden læs her