innovation-femern-belt-development

Erhvervsfyrtårn Femerns partnere inviterer nu virksomheder med i Erhvervsfyrtårn Femern III med et tilbud om grøn vækst, stærke partnerskaber og nye forretningsmuligheder.

I Erhvervsfyrtårn Femern III kan virksomhederne være med til at forme fremtidens danske infrastruktur og grønne omstilling i projekter, der har fokus på innovationssamarbejde, hvor mindst to virksomheder – heraf mindst én SMV – samt én videninstitution går sammen om at udvikle nye løsninger, eksempelvis:

  • Nye materialer som rør, ledninger og belægninger
  • Teknologier som droner, kunstig intelligens og måleinstrumenter
  • Grønne og digitale løsninger med lavere CO2-aftryk eller øget effektivitet

275 mio. kr. til Erhvervsfyrtårnene
Danmarks Erhvervsfremmestyrelse har til Erhvervsfyrtårne III afsat 275 mio. kr., der skal fordeles blandt otte erhvervsfyrtårne, heriblandt Erhvervsfyrtårn Femern, der har fokus på:

  • Grønnere og mere konkurrencedygtige anlæg og infrastruktur
  • Bæredygtige værdikæder og forsyningsløsninger
  • Digitalisering og automatisering

Hvem der får pengene, og hvor mange, ventes afgjort i november, men allerede nu inviteres virksomhederne til at indsende projektforslag. Ansøgningsfristen er 15. juni.

Det får deltagende virksomheder
WE BUILD DENMARK oplyser, at virksomheder, der deltager med projekter under Erhvervsfyrtårn Femern, får:

  • Adgang til op til 63 procents støtte
  • Samarbejde med relevante partnere og eksperter
  • Udvikling af nye kompetencer og forretningsmodeller
  • Større synlighed og konkurrencekraft
  • Mulighed for international skalering

Yderligere information

Læs mere på Erhvervsfyrtårn Femerns hjemmeside

Fakta om Erhvervsfyrtårn Femern
Erhvervsfyrtårn Femern er støttet af Region Sjælland og EU samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet har til formål at skabe innovation og viden, tiltrække flere virksomheder og turister til landsdelen og på den måde skabe vedvarende vækst, arbejdspladser og eksport. Til de konkrete mål hører strategisk kompetenceløft af virksomheder og opkvalificering af medarbejdere.