I et samarbejde mellem Sund & Bælt og Lidsø Gods etableres nu et naturområde på 42 hektar på kystnær landbrugsjord, der dermed tages ud af drift. Området, der ligger vest for Femern Bælt-tunnelen, lægges til Lidsø Naturprojekt, der er en naturpark på 270 hektar, som godset har i forvejen, og er et af de få større sammenhængende naturområder på Sydlolland.
”Det nye sammenhængende naturområde bliver en blanding af vådområder og lysåben natur. Som en del af projektet udgraver vi også et vandløb og etablerer stier i området, så folk kan komme ud og opleve naturen på nært hold,” siger Ditte Hjort, projektleder i Sund & Bælt, der har arbejdet på aftalen med Lidsø Gods.
Flere levesteder og ynglemuligheder
Naturprojektet byder i forvejen på et spændende og varieret plante- og dyreliv med flere fredede arter, herunder grønbroget tudse, strandtudse og løgfrø. Tilføjelsen af det nye areal giver de fredede arter endnu flere levesteder og ynglemuligheder.
Med sin kystnære placering er det nye område desuden perfekt for en række ynglende vadefugle, herunder klyder, brushøne og hvidklire.
Projektet sættes i gang nu
Omlægningen fra den nuværende landbrugsdrift til naturområde vil også betyde mindre udledning af kvælstof til Femern Bælt. Projektet er således en gevinst hele vejen rundt, understreger Anders Henriksen, der ejer Lidsø Gods og naturprojektet.
”Sammen med Femern-projektet får vi nu føjet et nyt, stort areal til Lidsø Naturprojekt. Dette er på alle måder en gevinst, som vil gavne miljøet både på land og i havet. Samtidig bliver din oplevelsen af naturen i området rigere og mere varieret,” siger Anders Henriksen.
Arbejdet med at etablere det nye naturområde går i gang i starten af september og ventes af være afsluttet i løbet af efteråret. Derefter vil området blive fulgt i en årrække for at sikre, at naturen udvikler sig efter hensigten.