Et nyt dannelsesnetværk skal sikre igangsætning af nye tværfaglige dansk-tyske projekter i grænseregionen. Målet er at etablere nye tværfaglige indsatser, der kan støtte arbejdsmarkedets udvikling i området.
Roskilde Universitet (RUC), Næstved Kommune og Technikzentrum Lübeck (TZL) er gået sammen i det dansk-tyske interregprojekt ’Femern Bælt-Dannelsesregion’, som støttes af Interreg Deutschland-Danmark.
”Det nye dannelsesnetværk er afgørende for, at grænseregionen kan igangsætte nye tværfaglige dansk-tyske projekter. Projektpartnerne vil udvikle og afprøve nye tværfaglige uddannelses-, kultur- og erhvervsindsatser, der fremmer arbejdsmarkedets integrationsprocesser i grænseregionen.
Projektet har 10 partnere og 32 netværkspartnere og et samlet budget på 24,5 millioner kroner. Det løber frem til 31. august 2026,” skriver RUC i en pressemeddelelse.
Skal forbedre kvaliteten af ledelse og samarbejde
Roskilde Universitet er ansvarlig for projektets delmål 5: ’Taking the initative in the DE-DK Interreg-region’.
”Vores delmål handler om at forbedre kvaliteten af ledelse og samarbejde inden for alle projektets mål gennem udvikling af bedre faciliterings- og samarbejdsmetoder,” siger lektor Margit Neisig, RUC’s ansvarlige på projektet.
Der vil blive gennemført surveys og interviews med forskellige typer af partnerorganisationer både på den danske og tyske side og med de fire andre delmålsgrupper.
”Vi vil udvikle et ’Femern Bælt Kompas’, som man kan bruge på nationalt, organisations- og samarbejdsplan til at forstå, hvor bredt og multifunktionelt man arbejder, hvor flad eller bureaukratisk en tilgang en organisation har, og hvordan man kan overkomme eller drage nytte af de organisations- og ledelseskulturelle forskelle,” siger Margit Neisig.
Dansk-tysk dobbeltgrad
Margit Neisig oplysser endvidere, at en ny cand.merc. dobbeltgrad mellem RUC og Christian Albrechts Universität zu Kiel (CAU) vil kunne drage nytte at projektets resultater, og at dobbeltgradsstuderende – og andre studerende – har mulighed for at komme i praktik i interreg-projektet og dermed få konkret erfaring med dansk-tysk samarbejde.
RUC’s og CAU’s dobbeltgrad har studiestart med første hold efteråret 2024.
Fakta om Technikzentrum Lübeck (TZL)
Technikzentrum Lübeck (TZL) er en organisation for Lübecks erhvervsliv til fremme af innovation, vidensdeling og virksomhedsetableringer.
Som en ledsagende One-Stop-agentur for sine lejere og projektpartnere fremmer TZL samarbejdet mellem virksomheder (B2B) og universiteter, initierer og understøtter teknologioverførselsprojekter og bistår med udvikling af nye forretningsidéer. Derudover er Fablab Lübeck også placeret i TZL – et åbent high-tech værksted med 3D-printere og laserskærere, hvor iværksættere og virksomheder nemt og omkostningseffektivt kan udvikle prototyper.