Femern-forbindelsen skaber grundlaget for et tættere dansk-tysk samarbejde. Illustration: Sund & Bælt

tunnel-portal-rødbyhavn-femern-belt-development

Det dansk-tyske samarbejde omkring erhvervsudvikling, politik, uddannelse, forskning og kultur får nu yderligere fart med projektet Femernbelt Growth Region (FBGR).

Med et samlet budget på 12,5 mio. kr. gennemføres initiativet af det tyske udviklingsselskab Wirtschaftsförderung Lübeck (WIFÖ) og Femern Belt Development (FBD) i samarbejde med en række partnere.

EU-programmet Interreg Deutschland-Danmark har netop bevilget 8,1 mio. kr. til projektet.

stig-rømer-winther-femern-belt-development
Direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development - glæder sig over Interreg-projektets store betydning. Foto: Femern Belt Development

”Jeg er meget glad for, at vi nu kan gennemføre projektet, der vil få virkelig stor betydning for udviklingen på begge sider af Femern Bælt og de nye muligheder i den kommende faste dansk-tyske forbindelse. Med Femernbelt Growth Region får vi en fast struktur på det dansk-tyske samarbejde, der de senere år er blevet stadig tættere, og som nu går ind i en afgørende fase frem mod Femern Bælt-tunnelens åbning,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Også fra tysk side er der glæde over bevillingen til projektet:

"Efter næsten 30 års vellykket dansk-tysk Interreg-samarbejde er etableringen af en permanent grænseoverskridende struktur det næste naturlige skridt. Siden 1998 har vi gennemført vores fælles idéer via tidsbegrænsede projekter. Nu tager vi udgangspunkt i de konkrete behov, skaber stabile strukturer og åbner nye perspektiver for Femern Bælt-regionen som bindeled mellem storbyerne Hamborg og København – inden for erhvervsudvikling, mobilitet, adgang til kvalificeret arbejdskraft, turisme samt klima- og miljøbeskyttelse," siger Dario Arndt, prokurist i Wirtschaftsförderung Lübeck.

Tættere dansk-tysk samarbejde
Femernbelt Growth Region har bl.a. som mål at undersøge, hvordan Femern Bælt Regionen bedst muligt kan udnytte de nye muligheder, Femern Bælt-forbindelsen skaber.

”Femern Bælt-forbindelsen vil forandre vores region, og vi ønsker at sikre, at denne forandring bliver positiv. Med FBGR-projektet ønsker vi at undersøge, hvilke samarbejdsformer, der er bedst egnede til at sikre, at borgere og virksomheder på begge sider af bæltet får gavn af den nye forbindelse,” siger Stefan Leyk, tysk formand for Interreg-udvalget og medlem af kredsrådet i Kreis Plön.

Styrker synlighed og handlekraft
FBRG-projektet, der løber over tre år fra efteråret i år, skal bl.a. også undersøge mulighederne for at etablere et fælles dansk-tysk udviklingsselskab, eksempelvis et såkaldt EGTS – Europæisk Gruppering for Territorialt Samarbejde.

Med et sådan selskab kan der etableres et juridisk grundlag for at gennemføre fælles dansk-tyske grænseoverskridende udviklingsprojekter efter en bæredygtig grænseoverskridende organisationsmodel med klare strukturer, opgaver og politisk legitimitet. Målet er at styrke synligheden og handlekraften i hele regionen mellem Hamborg og København/Malmø i lyset af den faste Femern Bælt-forbindelse. Som led i arbejdet skal der gennemføres analyser af sammenlignelige europæiske grænseregioner og deres eksisterende samarbejds- og organisationsmodeller.

Bred opbakning på begge sider af bæltet
Hansestadt Lübeck, Wirtschaftsförderung Lübeck og Femern Belt Development har samlet en række partnere i Femernbelt Growth Region: Industrie- und Handelkammer zu Lübeck, Kreis Ostholstein fra tysk side og Lolland Kommune og Næstved Kommune på dansk side.

Herudover er tilknyttet en række netværkspartnere i projektet. Fra dansk side er det:

Region Sjælland, Guldborgsund Kommune, Business Vordingborg, Business Lolland-Falster, Faxe Kommune, Køge Kommune, Roskilde Kommune, Langeland Kommune, Vordingborg Kommune og STRING.

Vigtig fælles indsats
Hansestadt Lübeck har spillet en væsentlig rolle i arbejdet med at samle de relevante deltagere i FBGR-projektet.

"Med dette projekt sætter vi på det helt rigtige tidspunkt gang i en vigtig fælles indsats sammen med vores partnere på både tysk og dansk side. Vi ønsker at afdække muligheder og potentialer og samtidig skabe et langsigtet, juridisk holdbart og bæredygtigt grundlag for det grænseoverskridende samarbejde," siger Lübecks erhvervssenator Pia Steinrücke, som har været en stærk fortaler for projektet fra begyndelsen.

Et fælles skridt mod fremtiden
For Region Sjælland er projektet et vigtigt skridt fremad.

”Femern Bælt-regionen rummer et enormt potentiale – økonomisk, kulturelt og samfundsmæssigt. FBGR bidrager til, at den nye nærhed mellem Danmark og Tyskland ikke går til spilde, men omsættes til konkrete fordele for borgere og virksomheder i regionen. Forbindelsen knytter os fysisk sammen, men et reelt samarbejde opstår kun, hvis vi aktivt skaber det,” siger Lars Lindskov, regionsrådsmedlem og dansk næstformand i Interreg-udvalget.

interreg-logo-femern-belt-development