Tysk forsvarsindustri har fået øjenene op for Femern Port and Industrial Park. Illustration: Business Lolland-Falster

erhvervspark-rødbyhavn-femern-belt-development

Lolland står overfor et nyt muligt industrieventyr. Det øger behovet for produktion af mere grøn energi, og også det kan sætte yderligere skrub i den lokale vækst og udvikling, påpeger ny analyse fra Rambøll Management Consulting

Virksomheder i den europæiske forsvarsindustri har fået øjnene op for mulighederne i den planlagte Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn.

Femern Port & Industrial Park, der er blandt de udpegede danske erhvervsparker under den såkaldte rød løber ordning med særlige gunstige vilkår for etablering, kan etableres med værdifulde faciliteter: Den nuværende tunnel-elementfabrik til Femern-projektet, den tilhørende havn samt de omkringliggende arealer.

”Det åbner muligheden for et nyt industrieventyr på Lolland med tusindvis af arbejdspladser. De enorme fabriksbygninger og havnen med stor dybgang samt ikke mindst de betydelige nærliggende velegnede arealer gør området særdeles attraktivt ikke kun nationalt, men også ud fra en europæisk målestok. Det har bl.a. påkaldt sig interesse fra tyske værfter med speciale i at bygge krigsskibe,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Øger erhvervs- og vækstmuligheder
En væsentlig forudsætning for et nyt lollandsk industri-eventyr er øget produktion af grøn energi.

En sådan produktion vil også i sig selv bidrage til øget vækst, påpeger Stig Rømer Winther, og det understreges af en ny analyse fra Rambøll Management Consulting, udviklet for otte danske kommuner.  Bl.a. Lolland Kommune har leveret data og erfaringer til analysen, der konkluderer, at lokalt produceret grøn energi fører til gevinster til lokalområdet i form af nye arbejdspladser, øget handel og erhvervsudvikling.

”Analysen er et vægtigt bidrag i debatten om udvikling af nye teknologier, fordi den dokumenterer den grønne omstillings betydning for den lokale udvikling. Mere vedvarende energi produceret lokalt medvirker ikke alene til at opfylde nationale klima- og energimål, men spiller også positivt ind i lokalområdernes erhvervs- og vækstmuligheder,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Spiller afgørende rolle
Analysen fra Rambøll Management Consulting fokuserer på to centrale teknologier i den grønne omstilling, vedvarende energi (VE) – defineret som solceller og landvindmøller – samt Power-to-X (PtX) teknologier, der omdanner grøn strøm til brændsler.

Begge spiller en afgørende rolle i Danmarks klima- og energipolitik, fordi VE leverer den grønne elektricitet, mens PtX gør det muligt at lagre, transportere og anvende den i sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er mulig.

Tilsammen udgør VE og PtX kernen i et integreret, grønt energisystem, hvor sol og vind leverer den nødvendige elektricitet, og PtX omsætter strømmen til grønne brændsler til transport, industri og eksport. Kombinationen reducerer CO2-udledninger, øger forsyningssikkerheden og skaber nye erhvervs- og vækstmuligheder i Danmark, fastslår analysen fra Rambøll Management Consulting.

Yderligere information
Læs analysen “Samfundsværdien af VE og PtX – Gevinster og barrierer fra nationalt til lokalt: kommunernes rolle i den grønne omstilling” her