Et styrket dansk-tysk samarbejde rummer et stort potentiale indenfor områderne fødevarer/bioteknologi, maritim økonomi og intelligent byggeri.
Det viser en netop offentliggjort ny undersøgelse fra Interreg-projektet Fehmarn Belt Innovation (FBI).
Rapporten "Aktør- og kompetenceanalyse" udarbejdet af KiWi (Kieler Wirtschaftsförderung) viser, at der på begge sider af Femern Bælt findes netværk, klynger, innovationscentre, videnskabelige institutioner og virksomheder med stærke kompetencer.
"Et tættere samarbejde mellem disse aktører lover synergier og et innovationsboost for hele regionen," siger Dr. Barbara Weig, innovationsmanager hos KiWi.
Har udviklet innovative løsninger
Fehmarn Belt Innovation-projektet har over de sidste 18 måneder arbejdet på tværs af grænserne i Femern Bælt-regionen for at fremme innovationer inden for områderne fødevarer/bioteknologi, maritim økonomi og intelligent byggeri.
I de seneste måneder har studerende og virksomheder fra både Danmark og Tyskland deltaget i gensidige besøg og fælles projekter og sammen udviklet innovative løsninger.
For eksempel har danske virksomheder besøgt den maritime messe SMM i Hamborg, studerende har samarbejdet med byggevirksomheder og præsenteret dette på NordBau i Neumünster, 22 tyske startups har besøgt Bio Innovation Institute (BII) og både danske og tyske virksomheder besøgte TechBBQ i København.
Nye arbejdspladser og øget bosætning
Resultaterne af den nye undersøgelse giver et detaljeret overblik over de eksisterende fokusområder og kompetencer blandt innovationsaktørerne i Femern Bælt regionen.
Den bedre forståelse af aktørernes kompetencer gør det muligt at målrette og udvikle samarbejdet mellem videns-institutioner, erhvervsklynger, studerende og innovative virksomheder, hvilket vil frigøre mere potentiale. Dette kan i sidste ende skabe nye arbejdspladser og styrke bosætningen i regionen, så den står stærkere og klar, når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029, fremgår det af FBI-undersøgelsen.
Yderligere information
Yderligere information om rapporten findes på projektets hjemmeside
Om Fehmarn Belt Innovation
Projektet Fehmarn Belt Innovation er støttet af Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland. Målet er at intensivere netværket mellem danske og tyske aktører for at bidrage til en tættere integreret og mere konkurrencedygtig region gennem tættere samarbejde. Projektpartnerne i Fehmarn Belt Innovation er: Erhvervshus Sjælland, Business Lolland-Falster, Roskilde Universitet, ZEALAND Academy, Knowledge Hub Zealand, KiWi (Kieler Wirtschaftsförderung), Wirtschaftsförderung Lübeck, Technikzentrum Lübeck og Technische Hochschule Lübeck.