Nakskov Havn ligger tæt på den stærkt befærdede internationale sejlrende i Langelandsbæltet.

nakskov-havn-femern-belt-development

Lolland Kommune igangsætter nu en udretning af sejlrenden til Nakskov Havn.

Det vil sikre store skibe adgang til havnen, der med sin placering tæt på den stærkt befærdede internationale sejlrute i Langelandsbæltet er i rivende udvikling og ifølge kommunen rummer et stort potentiale.

En lettere adgang for skibe til og fra havnen skal bidrage til at tiltrække og fastholde vigtige arbejdspladser, understøtte den grønne omstilling og virke som dynamo for vækst og udvikling i området, fastslår Lolland Kommune.

Flere end 2.000 arbejdspladser
”Det handler om arbejdspladser, bosætning, vækst og udvikling, og indsatsen er afgørende for, at vi kan udvikle havnen, tiltrække nye virksomheder og fastholde de over to tusind arbejdspladser, der allerede i dag har havnen som deres forudsætning,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune. Han påpeger også betydningen af havneoptimeringen for den grønne omstilling:

”Vi har på Lolland i årevis haft et stort fokus på at skabe gode rammevilkår for grønne virksomheder. Her er Nakskov Havn en central erhvervshavn, og med en udrettet sejlrende og bedre adgangsforhold for store skibe kan området komme til at stå endnu stærkere som et attraktivt og fremtidssikret erhvervsområde for grønne virksomheder. Et vigtigt bidrag til den grønne omstilling,” siger Holger Schou Rasmussen.

Lollands Erhvervshavne i Nakskov og Rødby
Nakskov Havn er en kommunalt ejet havn, der udvikles og drives som en trafik- og erhvervshavn.

Havnebestyrelsen har gennem årene foretaget en række nødvendige investeringer i havnens anlæg, kajer og faciliteter for at kunne honorere kravene til en moderne trafik- og erhvervshavn. Seneste projekt har været uddybning af sejlrenden, og nu foretages endvidere en udretning af sejlrenden til gavn ikke mindst for store skibe.

I forbindelse med havnen findes et stort erhvervsområde med mulighed for etablering af nye virksomheder. Området har plangrundlag for forskellige typer erhverv, bl.a. agroindustri syd for havneområdet.

Nakskov Havn er sammen med Rødbyhavn Trafikhavn ejet af Lolland Kommune og drives samlet som Lolland Erhvervshavne.

Fakta om Nakskov Havn

  • 2 km kaj samt Ro-Ro leje
  • 8,5 meter vanddybde
  • 60 ha. havne- og erhvervsareal
  • 4.400 m2 pakhuse og lagerhaller
  • 25 km til motorvej