
Forventningerne til fremtidig erhvervsmæssig vækst ikke mindst med baggrund i den grønne omstilling og forventninger til den faste Femern Bælt-forbindelse gør planerne om nye store erhvervsområder i Region Sjælland brand varme.
Det gælder bl.a. på Lolland, Sydsjælland og Midtsjælland.
Vindbranchen ser mod Masnedø
Vordingborg Havn er interesseret i at overtage det 200.000 kvadratmeter store område på Masnedø med hallerne, der har været brugt som produktionssted for fundamenterne til den nye Storstrømsbro.
Området blev i sin tid overtaget af Vejdirektoratet, som Vordingborg Havn nu vil forhandle med om overtagelse.
Ifølge Sjællandske Nyheder har Vordingborg Havn og Business Vordingborg allerede fået forespørgsler fra virksomheder indenfor offshore vindbranchen, der er interesserede i etablering på Masnedø.
Industripark Tappernøje/Bårse
Med planerne om at etablere Industripark Tappernøje/Bårse byder Vordingborg Kommune og Næstved Kommune i samarbejde ind på at blive én af de fem nye erhvervsparker, staten vil udpege i den såkaldte Rød Løber ordning, der træder i kraft 1. juli i år, og som åbner for større erhvervsarealer med særlige gunstige vilkår for etablering af produktionsvirksomheder.
I tilknytning til industriparkerne oprettes en såkaldt onestopshop, der skal sikre en hurtigere og smidigere myndighedsproces ved etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter med et sagsbehandlingsloft på henholdsvis 9, 12 eller 18 måneder afhængig af projektets størrelse.
Kommunerne kan søge frem til 15. maj om at få tilladelse til at etablere én af de planlagte fem parker.
Femern Port & Industrial Park
Også Lolland Kommune arbejder for at få andel i den statslige pulje på fem industriparker og undersøger i øjeblikket mulighederne i forbindelse med det eksisterende erhvervsareal Stensø ved Nakskov og et nyt område, Femern Port & Industrial Park, i forbindelse med tunnelfabrikken til Femern-forbindelsen.
Femern Port & Industrial Park skal efter planerne være på 750 hektar (flere end 1.000 fodboldbaner) og omfatter foruden produktionshallerne til tunnelelementer også tørdokke, havnearealer og en stor havn.
Godsterminal og erhvervsområde ved Ringsted
Adamshøj Gods ved Ringsted arbejder med planer om at etablere en stor godsterminal.
Godsejer Carl Thøgersen mener, at åbningen af Femern Bælt-forbindelsen skaber behovet for en international kombiterminal, hvor gods omlastes mellem jernbane og vej, da dette ellers vil ske i Tyskland.
Ringsted Kommune har planerne med som et såkaldt perspektivområde i en kommende kommuneplan.
Udover selve kombiterminalen er planen på sigt at skabe et kæmpe erhvervsområde med logistik- og transportvirksomheder, som kan se fordelene i at håndtere og fragte gods med lastbiler og godstog.