Slesvig-Holsten vil være europæisk modelregion

vedvarende-energi-femern-belt-development

Det nordtyske erhvervsliv vil gøre Slesvig-Holsten til en europæisk modelregion for klimaneutral industri- og infrastrukturudvikling.

Bag initiativet med at skabe ”Net Zero Valley Schleswig-Holstein” står de regionale erhvervsfremmeaktører industri- og handelskammeret IHK Schleswig-Holstein og WTSH GmbH (Wirtschaftsförderung und Technologietransfer Schleswig-Holstein).

I marts samlede de omkring 400 deltagere fra erhvervsliv, forskning, kommuner og regionalpolitik til en konference for at drøfte muligheder, perspektiver og konkrete projektidéer for ”Net Zero Valley Schleswig-Holstein” og for at skabe ny dynamik i det Nordtyske energilandskab.

EU klar med støtte
EU arbejder på at udpege og støtte flere Net Zero Valleys som en del af den grønne omstilling, hvor klimaneutral industri, vedvarende energi, innovation og moderne infrastruktur kobles tæt sammen.

De EU-udpegede Net Zero Valleys får hurtigere godkendelser, prioriteret adgang til EU-støtte og gode rammevilkår for virksomhederne, så der skabes et miljø, hvor grøn energi danner grundlaget for ny industriel værdiskabelse.

Politisk opbakning
De nordtyske erhvervsorganisationernes Net Zero Valley-initiativ bakkes op fra politisk hold.

Både Slesvig-Holstens energiminister Tobias Goldschmidt samt erhvervs- og trafikminister Claus Ruhe Madsen deltog på projektets indledende konference.

“Initiativet for et Net Zero Valley er en stor chance for et klimaneutralt industriland som Schleswig-Holstein. Vi er på vej mod at blive en modelregion for klimaneutral industri og infrastruktur. Vi har grøn strøm, som industrien kan drage fordel af. Europas og Tysklands konkurrenceevne afhænger af, at vi konsekvent følger vejen mod klimaneutralitet. Energikrigen i Iran viser igen, at energiomstillingen også handler om sikkerhed og økonomisk robusthed. Fremtiden tilhører vedvarende energi,” mener energiminister Tobias Goldschmidt.

Økonomiminister Claus Ruhe Madsen pegede på konferencen også på fordelene for erhvervslivet:
“Ikke kun den aktuelle verdenssituation viser, at vi har brug for et stærkt Europa, et stærkt Tyskland og også et stærkt Schleswig-Holstein. Det kræver, at vi tiltrækker teknologier og industrier, der gør os uafhængige og skaber værdi og arbejdspladser. Net Zero Valleys har netop dette formål: at gøre det lettere at etablere sådanne virksomheder gennem hurtig og koordineret udvikling af erhvervsarealer. Derfor støtter vi som delstatsregering klart initiativet.”

Indkalder projekter
I den videre proces med at realisere Net Zero Valley Schleswig-Holstein opfordres virksomheder, universiteter, forskningsinstitutioner og kommuner nu til at indsende projekter, der bidrager til klimaneutral omstilling.

Den internationale konsulentvirksomhed Drees & Sommer, Stuttgart er tilknyttet som leder af projektet.

Kommuner sætter turbo på ny erhvervsmotor: Industrial Hub Zealand

industrial-park-zealand-femern-belt-development

- Millioninvestering fra Vordingborg og Næstved kommuner
- Politisk styregruppe skal sikre fremdrift

Med en investering på 3 mio. kr. og etablering af en ny politisk styregruppe sætter Næstved og Vordingborg kommuner nu turbo på at skabe Sjællands næst store erhvervsmotor, Industrial Hub Zealand.

Industrial Hub Zealand mellem Bårse og Tappernøje bliver én af Danmarks nye statslige industriparker med særlige gunstige vilkår for etablering, og de to kommuner har en vision om at skabe et nyt centrum for grøn, moderne og fremtidssikret industri.

Skal sikre fremdrift, retning og tempo
En politisk styregruppe på seks politikere skal sikre fremdrift, retning og tempo i udviklingen af Industrial Hub Zealand.

Styregruppen bliver det politiske omdrejningspunkt for et projekt, der over de kommende år skal forvandle området til et strategisk erhvervsområde med national betydning.

Placeringen giver et unikt grundlag for tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, fordi der indenfor en pendlerafstand på en time er bosat 2,1 millioner indbyggere, og samtidig ligger Industrial Hub Zealand centralt på aksen mellem hovedstaden og den kommende faste Femern Bælt-forbindelse, skriver de to kommuner i en pressemeddelelse.

En historisk mulighed
Kenneth Sørensen, borgmester i Næstved Kommune, slår fast, at der er tale om en historisk mulighed. 

"Industrial Hub Zealand er en historisk mulighed for at styrke erhvervsudviklingen i vores del af landet. Med en fælles politisk styregruppe sikrer vi, at projektet får den nødvendige retning og fremdrift fra start. Det her er et projekt, der kommer til at skabe arbejdspladser og udvikling i mange år frem,” siger Kenneth Sørensen.

Også borgmester Michael Seiding Larsen, Vordingborg Kommune, glæder sig over, at samarbejdet nu bliver sat på skinner. 

"Vi står med et projekt, der kan få stor betydning for både Vordingborg og Næstved – og for hele Sjælland. Det kræver et stærkt samarbejde, og det er præcis det, vi nu formaliserer. Det er et vigtigt skridt for erhvervsudviklingen i vores område. Industrial Hub Zealand bliver et fyrtårn for grøn og moderne industri, og vi glæder os til at vi på sigt kan byde de første virksomheder velkommen til det nye og spændende område,” siger Michael Seiding Larsen.

Fælles organisatorisk setup
For at understøtte arbejdet afsætter hver kommune 1,5 millioner kroner over de kommende 2–3 år.

Midlerne skal finansiere fælles projektledelse samt ekstern rådgivning i opstartsfasen. Derudover vil der også blive etableret dialog med lodsejere, forsyningsselskaber, myndigheder og potentielle investorer.

Projektet organiseres i et fælles administrativt setup med deltagelse fra begge kommuners forvaltninger, Business Vordingborg og Næstved Erhverv. 

industrial-park-zealand-femern-belt-development

Øget erhvervsoptimisme i Slesvig-Holsten

erhvervsareal-holstenske-schweiz-femern-belt-development

Slesvig-Holsten oplever en behersket øget erhvervsoptimisme.

Det viser IHK Schleswig-Holstein´s seneste konjunkturundersøgelse, hvor konjunkturklimaindekset i fjerde kvartal 2025 steg fra 86,4 til 95,4 point. Det er en fremgang på ni point.

Niveauet ligger dog fortsat klart under det langsigtede gennemsnit på 106,4 point. Det peger på en økonomi, der stadig er sårbar, skriver industri- og handelskammeret i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 922 virksomheder i Flensborg, Kiel og Lübeck.

Eksporten trækker op
Særligt eksporten viser tegn på fremgang.

36 procent af virksomhederne forventer stigende eksport i de kommende måneder. 20 procent regner med tilbagegang. I forrige kvartal var virksomhederne mere tilbageholdende. Det tyder på en forbedret stemning på de internationale markeder.

Industrien er fortsat under pres
Industrien oplever også en mindre bedring. Men sektoren er stadig presset af høje energi- og lønomkostninger. Samtidig skaber usikre politiske rammer tilbageholdenhed.

Det afspejler sig i investeringsplanerne. Flere virksomheder planlægger at reducere investeringerne end at øge dem. 31 procent vil skære ned, mens 27 procent vil investere mere. Der sker i øjeblikket ingen udvidelse af produktionskapaciteten.

Politiske tiltag mærkes endnu ikke
Forbundsregeringen har lanceret nye initiativer, blandt andet en såkaldt ”investeringsbooster” og mulighed for 30 procents degressiv afskrivning. Ifølge IHK er effekten dog endnu begrænset i Slesvig-Holsten.

IHK’s præsident Thomas Buhck understreger, at forbedringen i erhvervsoptimismen ikke må overvurderes.

”Virksomhederne er fortsat under stort omkostningspres og efterlyser stabile og forudsigelige politiske rammer. Hvis der skal skabes reel vækst, kræver det mærkbare lettelser i omkostningerne ved at drive virksomhed,” siger Thomas Buhck.

Lolland investerer millioner i erhvervspark og internationalt ferieparadis

naturstranden-femern-belt-development

Planerne for erhvervsparken Femern Port & Industrial Park og et internationalt ferieparadis på Lollands sydkyst får nu yderligere luft under vingerne.

Lolland Kommune har bevilget en mio. kr. til hver af projekterne til videre udvikling af planerne.

Femern Port & Industrial Park - Unik position i Nordeuropa

arbejdshavn-femern-belt-development
Arbejdshavnen til Femern-projektet bliver en væsentlig del af Femern Port & Industrial Park. Luftfoto: Femern A/S

Femern Port & Industrial Park er af staten udpeget som såkaldt rød-løber område med særlige gunstige vilkår for etablering af erhvervsvirksomheder.

Med million-bevillingen bliver det nu muligt at udarbejde en helhedsplan for området, der omfatter produktionshallerne til Femern-projektet, den tilhørende havn og nærliggende landområder.

Masterplanen for området skal danne afsæt for den konkrete planlægning med lokalplan, vejadgang, forsyning m.v.

Med Femern Port & Industrial Park er der udsigt til en ny dansk storskala industripark på 780 hektar med direkte adgang til dybvandshavn og etablerede produktionsfaciliteter i tunnelelementfabrikken.

Området er særligt velegnet til grøn og tung produktion, herunder offshore-industrien, beton- og stålelementer, genbrug samt forsvarsrelateret produktion.

Kombinationen af adgang til E47, adgang til grøn energi og kort afstand til Nordtyskland giver området en unik position i Nordeuropa og kan bane vejen for tusindvis af nye arbejdspladser.

Internationalt ferieparadis
Lolland Kommune ser store muligheder i udviklingen af Lollands Sydkyst, herunder det indvundne areal skabt af opgravningsmateriale fra tunnelrenden til Femern Bælt-forbindelsen.

Med sin beliggenhed ved Østersøen og vendt mod syd tegner sig perspektivet for et internationalt ferieområde med hoteller, feriehuse, sommerhuse og glamping.

Det nye strandareal med sand fra Femernbyggeriet bliver dobbelt så stort som Amager Strandpark og skal ifølge planerne rumme både en naturstrand, en aktivitetsstrand, en lagune og et klitlandskab.

Med bevillingen på en mio. kr. sættes nu gang i afklaringen af Lolland Kommunes overtagelse af det fremtidige ejerskab til landområdet samt i selve planlægningen af den internationale feriedestination.

Yderligere information

Udviklingsplan for Lollands Sydkyst

Investerer 7,5 mia. kr. i nyt logistik-centrum ved Ringsted

iport-zealand-femern-belt-development

Det engelske udviklingsselskab Verdion er klar med en investering på 7,5 mia. kr. i et nyt erhvervsområde ved Ringsted – iPort Zealand - der skal styrke dansk logistik, industri og erhverv når Femern Bælt-forbindelsen står færdig.

Verdion vil udvikle iPort Zealand til Danmarks førende intermodale hub på et 250 hektar stort område ved landets vigtigste øst-vest og nord-syd jernbanekorridor og tæt på motorvej E20.

iPort Zealand får en international godsterminal med omlastning af trailere, containere og veksellad mellem vej og jernbane.

Rundt om terminalen vil Verdion bygge op til 57.000 kvadratmeter til logistik, avanceret produktion, let industri og andre typer erhvervsbyggeri, bl.a. højteknologi og pharma og plads til flere tusinde nye arbejdspladser.

Femern-forbindelsens betydning
CEO i Verdion, Michael Huges, understreger Femern-forbindelsens betydning for beslutningen om milliard-investeringen i Danmark:
”iPort Zealand bliver et vigtigt nyt kraftcenter for dansk erhverv på en strategisk placering.
Femern Bælt-tunnelen vil få stor betydning i Norden og Tyskland. Den åbner nye forsyningsruter og skaber muligheder i mange brancher. Danmark skal stå stærkt, så vi kan udnytte den økonomiske vækst – fra jobs og service til told og skatteindtægter.”
”Dette nye erhvervsområde bliver en vækstmotor, der omsætter bedre infrastruktur til konkrete gevinster for både lokalområdet og hele landet. Det giver også bedre adgang til store regionale havne.”
”Med moderne godshåndtering, topmoderne byggeri, brug af jernbanegods og et stærkt fokus på ESG vil projektet skabe store positive effekter i hele Danmark.”
”Tunnelarbejdet skrider frem, og derfor skal der være klar infrastruktur på jorden, før togene begynder at køre. Vi har allerede gjort store fremskridt og har gode dialoger lokalt og nationalt. Med partnerskaber på plads står vi stærkt og er klar til at gå videre med støtte fra Ringsted Kommune,”
siger CEO Michael Huges.

Indfrier potentiale
Direktør i Femern Bælt Development, Stig Rømer Winther, glæder sig over, at planerne for iPort Zealand nu er så langt fremme, at de kan offentliggøres.

”Vi har siden begyndelsen af 2025 på møder med ejeren af det pågældende areal og Ringsted Kommune været inddraget i projektet og bistået med rådgivning omkring den videre proces. Der er ingen tvivl om, at Ringsted kan blive et centralt knudepunkt for transport på såvel den øst-vest gående som nord-syd gående akse, og iPort Zealand er derfor et meget væsentligt initiativ i forhold til at udnytte potentialer i den kommende faste Femern Bælt-forbindelse,” siger Stig Rømer Winther.

Betydning for miljøet
iPortZealand skal kunne håndtere mindst 12 fuldlange godstog om dagen – alle ugens dage. Hvert tog erstatter ca. 60 langdistancelastbiler og frigør plads på vejene. Godstog udleder ca. fire gange mindre CO₂ end lastbiler, påpeger Verdion, og hvert tog kan derfor spare ca. 45 tons CO₂ i forhold til vejtransport alene.

Alle bygninger bliver opført med høje bæredygtighedsstandarder. Der fokuseres på energi- og ressourceeffektivitet, og byggeriet bliver certificeret af en internationalt anerkendt ordning.

Verdion arbejder nu sammen med lokale og nationale aktører om de detaljerede planer. iPort Zealand skal stå klar, når den nye tunnel åbner, forventeligt i 2030, oplyser Verdion.

Nye tyske erhvervsarealer: Femern-effekten slår igennem helt ned til Hamborg

hamborg-havn-femern-belt-development

Metropolregion Hamburg melder nu også om stigende efterspørgsel efter industriarealer på grund af forventninger til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.

”Vi har for nylig kunnet berette om stigende efterspørgsel på industriarealer i Østholsten – altså området fra Femern og ned mod Lübeck – på grund af mange nyetableringer begrundet i forventninger til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse. Nu viser en ny analyse fra Metropolregion Hamburg, at det samme er tilfældet også syd for Lübeck helt ned til og i et vist omfang også syd for Hamborg,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Udbygning langs motorveje
Hamborg-analysen viser, at der er særlig stor efterspørgsel på industriarealer i kredsene Stormarn, Segeberg, Pinneberg og Harburg, der omkranser Hamborg og ligger henholdsvis nordøst, nord, vest og syd for den tyske metropol.

Analysen omfatter 21 kredse og byer i Hamborg, Slesvig-Holsten, Niedersachsen og Meklenburg-Vorpommern og viser, at udbuddet af industriområder er svagt stigende og aktuelt udgør 622 hektar.

Det er specielt langs motorvej A 1, der går fra Puttgarden sydover via Lübeck mod Hamborg og motorvej A7, der går fra den dansk-tyske grænseovergang i Frøslev sydpå mod Hamborg, at udbygningen af erhvervsarealerne sker.

Europæisk forsvarsindustri retter blikket mod Lolland

erhvervspark-rødbyhavn-femern-belt-development

Lolland står overfor et nyt muligt industrieventyr. Det øger behovet for produktion af mere grøn energi, og også det kan sætte yderligere skrub i den lokale vækst og udvikling, påpeger ny analyse fra Rambøll Management Consulting

Virksomheder i den europæiske forsvarsindustri har fået øjnene op for mulighederne i den planlagte Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn.

Femern Port & Industrial Park, der er blandt de udpegede danske erhvervsparker under den såkaldte rød løber ordning med særlige gunstige vilkår for etablering, kan etableres med værdifulde faciliteter: Den nuværende tunnel-elementfabrik til Femern-projektet, den tilhørende havn samt de omkringliggende arealer.

”Det åbner muligheden for et nyt industrieventyr på Lolland med tusindvis af arbejdspladser. De enorme fabriksbygninger og havnen med stor dybgang samt ikke mindst de betydelige nærliggende velegnede arealer gør området særdeles attraktivt ikke kun nationalt, men også ud fra en europæisk målestok. Det har bl.a. påkaldt sig interesse fra tyske værfter med speciale i at bygge krigsskibe,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Øger erhvervs- og vækstmuligheder
En væsentlig forudsætning for et nyt lollandsk industri-eventyr er øget produktion af grøn energi.

En sådan produktion vil også i sig selv bidrage til øget vækst, påpeger Stig Rømer Winther, og det understreges af en ny analyse fra Rambøll Management Consulting, udviklet for otte danske kommuner.  Bl.a. Lolland Kommune har leveret data og erfaringer til analysen, der konkluderer, at lokalt produceret grøn energi fører til gevinster til lokalområdet i form af nye arbejdspladser, øget handel og erhvervsudvikling.

”Analysen er et vægtigt bidrag i debatten om udvikling af nye teknologier, fordi den dokumenterer den grønne omstillings betydning for den lokale udvikling. Mere vedvarende energi produceret lokalt medvirker ikke alene til at opfylde nationale klima- og energimål, men spiller også positivt ind i lokalområdernes erhvervs- og vækstmuligheder,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Spiller afgørende rolle
Analysen fra Rambøll Management Consulting fokuserer på to centrale teknologier i den grønne omstilling, vedvarende energi (VE) – defineret som solceller og landvindmøller – samt Power-to-X (PtX) teknologier, der omdanner grøn strøm til brændsler.

Begge spiller en afgørende rolle i Danmarks klima- og energipolitik, fordi VE leverer den grønne elektricitet, mens PtX gør det muligt at lagre, transportere og anvende den i sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er mulig.

Tilsammen udgør VE og PtX kernen i et integreret, grønt energisystem, hvor sol og vind leverer den nødvendige elektricitet, og PtX omsætter strømmen til grønne brændsler til transport, industri og eksport. Kombinationen reducerer CO2-udledninger, øger forsyningssikkerheden og skaber nye erhvervs- og vækstmuligheder i Danmark, fastslår analysen fra Rambøll Management Consulting.

Yderligere information
Læs analysen “Samfundsværdien af VE og PtX – Gevinster og barrierer fra nationalt til lokalt: kommunernes rolle i den grønne omstilling” her

Femern-forbindelsen øger forventninger i Nordtyskland: Investerer millioner i erhvervsparker

erhvervsareal-holstenske-schweiz-femern-belt-development

Efterspørgslen efter erhvervsgrunde i Østholsten er enorm på grund af den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Jens-meyer-femern-belt-development
Direktør Jens Meyer, EGOH – på udkig efter mere erhvervsjord. Foto: Entwicklungsgesellschaft Ostholstein

”Vi har allerede måttet sig nej til virksomheder, fordi vi ikke har flere ledige arealer,” siger direktør i Entwicklungsgesellschaft Ostholstein, EGOH (Udviklingsselskabet Østholsten), Jens Meyer til Lübecker Nachrichten.

Derfor udvides tre eksisterende erhvervsområder i Østholsten, og der etableres et helt nyt. De kommende år planlægges investeringer i erhvervsarealer på sammenlagt 57 mio. Euro (430 mio. kr.).

Investerer i fire områder
Entwicklungsgesellschaft Ostholstein planlægger disse investeringer i samarbejde med områdets kommuner:

Erhvervsområdet Grube, hvor alle grunde i de første to etaper er solgt, udvides med 53.000 kvadratmeter i en samlet investering på 5,8 mio. Euro (44 mio. kr.)

Unternehmenspark Holsteinsches Schweiz, det fælles erhvervsområde for Eutin og Süsel tæt på B67 ved Eutin udvides med etape 2 på 153.000 kvadratmeter. Den samlede investering er på 22,5 mio. Euro (169 mio. kr.). Erhvervsparken rummer i dag omkring 80 virksomheder med 1.500 arbejdspladser.

Erhvervsområdet Grömitz udvides med etape 3 på 109.000 kvadratmeter, en investering på 18 mio. Euro (135 mio. kr.).

I Schashagen-Beusloe planlægges en ny erhvervspark på 14,5 hektar til en samlet investering på 11 mio. Euro (83 mio. kr.).

Vil skaffe flere arealer
Entwicklungsgesellschaft Ostholstein peger på erhvervsområdet Hansebelt i Gremersdorf ved motorvej A1 som et eksempel på, hvor stor efterspørgslen på erhvervsjord er, specielt i den nordlige del af Østholsten frem mod Femern Bælt-forbindelsen.

I erhvervsparken Hansebelt er 106.000 kvadratmeter jord i øjeblikket disponibel, men EGOH forventer, at alt er solgt i løbet af foråret 2026, endnu før området overhoved er færdigudviklet, og derfor siger direktør Jens Meyer, EGOH til Lübecker Nachrichten:

”Vi bliver nødt til at skaffe flere arealer.”

Læs også

Nordtyske virksomheder rækker ud mod Danmark

Nordtyske virksomheder rækker ud mod Danmark

tysk-erhvervsdelegation-femern-belt-development

”Det nordtyske erhvervsliv har for alvor fået øjnene op for mulighederne mod nord – altså i den danske del af fremtidens Femern Bælt Region. Det gælder ikke kun de tyske erhvervsorganisationer, men i høj grad også ledelserne i de nordtyske virksomheder,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Han glæder sig over, at tyske erhvervsledere i stigende omfang tager på studiebesøg for at få indtryk af dansk virksomhedskultur og for at skabe direkte kontakt til danske virksomheder og bygge netværk med danske kolleger.

Entusiasme og vidensbegær
”Vi oplever i Femern Belt Development en markant stigning i antallet af henvendelser fra tyske virksomheder og tysk erhvervsliv, der ønsker at komme tættere på danske kolleger, og heldigvis modsvares det af stor imødekommenhed og interesse fra danske erhvervsledere. Vi kan glæde os over, at den manglende viden og passivitet vi tidligere oplevede fra tysk erhvervsliv i forhold til den faste Femern Bælt-forbindelse og den kommende Femern Bælt Region nu er afløst af entusiasme og vidensbegær. Netop opbygningen af erhvervsrelaterede samarbejder hen over Femern Bælt er en forudsætning for, at vi opnår det fulde udbytte af den kommende faste Femern Bælt-forbindelse, siger Stig Rømer Winther.

Vil styrke dialogen
Senest har en tysk delegation fra industri- og handelskamrene i Østholsten og erhvervsorganisationen HanseBelt e.V. været på Lolland, hvor de fik nærmere indblik i Femern Bælt-projektet, besøgte S.E.W. North Filtration A/S, Maribo og mødtes med danske erhvervsledere, bl.a. Bo Dvinge Rasmussen fra installationsvirksomheden Obelitz Ny-El Aps, Nykøbing Falster.

”Vi har brug for udveksling for at lære af hinanden. Danskerne er nogle gange foran os. Derfor vil vi styrke dialogen med vores partnere for at forstå, hvad der fungerer godt i Danmark, og hvad vi kan tage ved lære af,”siger afdelingsleder Manfred Braatz, IHK zu Lübeck.

Den skandinaviske virksomhedskultur er allerede på vej ind i mange tyske virksomheder, påpeger formanden for HanseBelt e.V., Arndt Schanze, der mener, at mulighederne for tyske virksomheder i grænseregionen er store.

”Vi har en unik udgangsposition og vil styrke udvekslingen med virksomheder i Danmark. Det kræver, at vi er åbne for nye idéer og ikke tænker for snævert,” siger Arndt Schanze.

En enestående chance
På baggrund af det seneste erhvervsdelegationsbesøg på Lolland siger teamleder Filia Severin, Industrie- und Handelskammer zu Lübeck, at hun ser frem til en tættere og mere direkte udveksling med danske virksomhedsledere og gensidig udveksling af viden og erfaringer samt opbygning af netværk.

”Femern Bælt Regionen vil ændre sig markant de kommende 10 år, og vi har en enestående chance for at være med til at forme denne udvikling og opleve den på tæt hold,” siger Filia Severin.

Datacenter på vej til Nordfalster med investering på 20 mia. kr.

GARBE-Data-Centers-Femern-belt-development

Guldborgsund Kommune har indgået en betinget aftale med den anerkendte tyske datacenterudvikler GARBE Data Centers om salg af 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster tæt på Nørre Alslev med henblik på fremtidig etablering af et AI Data Center Campus, oplyser Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

Salget sker efter en offentlig udbudsproces, hvor et enigt Erhverv og Udviklingsudvalg har valgt tilbuddet fra GARBE Data Centers. Det er til dato den største jordhandel i kommunens historie, og aftalen baner vej for en investering på op til 20 milliarder kroner.

Købsaftalen er betinget, og GARBE Data Centers skal i de kommende måneder gennemføre en række undersøgelser i området, før en endelig købsaftale forventeligt kan underskrives og byggeriet sættes i gang.

Danmarks største
GARBE Data Centers projekt bygger på banebrydende teknologi, og de har en klar ambition om at bygge et datacenter med fokus på bæredygtighed, drevet af elektricitet fra vedvarende energi og med fokus på genanvendelse af overskudsvarme til fjernvarme.

Med en forventet kapacitet på 350 MW vil datacenteret blive Danmarks største og blandt de største i Europa.

Campus-konceptet betyder, at der kan udvikles 6 til 9 datacenter-enheder, som både kan rumme mindre kunder og de helt store hyperscale-aktører. Et datacenter er en fysisk facilitet fyldt med servere, der opbevarer og håndterer store mængder data døgnet rundt.

Hvis projektet realiseres, forventes det at skabe op imod 400 permanente arbejdspladser på Nordfalster samt op til 800 arbejdspladser under de forskellige byggefaser, der er planlagt til at finde sted over en udviklingsperiode på 10–15 år.

En historisk dag
“Det er en historisk dag for Guldborgsund Kommune. Med salget af 35 hektar erhvervsjord realiserer vi den største jordhandel i kommunens historie og tiltrækker en investering på et niveau, vi ellers kun ser ved nationale megaprojekter. Datacenteret vil skabe mange arbejdspladser, vækst og en stærkere position for vores område i den grønne, digitale fremtid. Jeg ser frem til samarbejdet med GARBE Data Centers om at sikre at projektet bliver realiseret,” siger borgmester Simon Hansen, Guldborgsund Kommune, og John Brædder, viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv og Udvikling tilføjer:
“Aftalen sender et klart signal: Guldborgsund Kommune er et sted, hvor vi tænker stort og realiserer visioner. Projektet vil skabe hundredvis af jobs både direkte og i de mange følgeerhverv, og vil samtidig styrke vores infrastruktur og erhvervsklima markant. Det er stort, og Business Park Falster bliver blandt de største datacenterlokationer i Europa.”

Ny stærk spiller
Mikkel Wesselhoff, adm. direktør for Business Lolland-Falster udtaler:
“Datacenteret i Business Park Falster positionerer Lolland-Falster som en ny, stærk spiller på det digitale verdenskort. Vi ser i dag en dataindustri, der har ændret karakter. Tidligere blev datacentre ofte forbundet med få arbejdspladser, men i dag ser vi en sektor, der i stigende grad bidrager til lokal beskæftigelse og regional udvikling. Det ser vi frem til at realisere på Lolland-Falster i fællesskab med kommunen, GARBE Data Centers og det lokale erhvervsliv.”

Jonathan Henry, Executive Managing Director hos GARBE Data Centers:
“Vi er stolte over at blive valgt som Guldborgsund Kommunes foretrukne partner til at gennemføre due diligence- og feasibility-analyser for dette flagskibsprojekt. Det er en vigtig milepæl både for vores virksomhed og for Danmarks position som centrum for bæredygtig digital infrastruktur. Det er vores ambition at udvikle et datacenter campus i international topklasse, der kombinerer banebrydende teknologi og design med fokus på vedvarende energi og høj miljømæssig ansvarlighed. Samtidig ønsker vi, at projektet skal bidrage positivt til lokalsamfundet på Nordfalster. Med vores erfaring og ekspertise er vi overbeviste om, at vi kan levere et projekt, der sætter nye standarder for innovation, bæredygtighed og lokal værdi.”

Søren Meiling, Regional Director, Robert C. Spies Nordics:
“Vi er både glade og stolte over at have formidlet muligheden og rådgivet vores klient, GARBE Data Centers, i processen i forbindelse med udbuddet i Business Park Falster. Samarbejdet med GARBE Data Centers, Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune har i hele processen været både tillidsfuldt og professionelt, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i dette team hen imod en realisering af det planlagte AI Campus Datacenter-projekt.”

Fakta om AI Data Center projektet
Investering: ca. 20 mia. kr.

Areal: 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster, svarende til omkring 49 fodboldbaner

Business Park Falster er placeret ved Sydmotorvejens afkørsel 43 tæt på Nørre Alslev på Nordfalster

Kapacitet: Forventer 350 MW – det gør centret til et af de største i Europa

Byggeperiode: 10–15 år med flere etaper

Jobskabelse: 300–400 permanente arbejdspladser samt op imod 800 arbejdspladser i anlægsperioden, der strækker dig over 10-15 år

Hvad er et datacenter: Et datacenter er en fysisk facilitet fyldt med servere, der opbevarer og håndterer store mængder data. Det sikrer, at digitale tjenester og informationer er tilgængelige døgnet rundt, hvilket gør det til en uundværlig del af vores moderne, digitale samfund

Om GARBE Data Centers
GARBE Data Centers er datacenter-divisionen i GARBE og bygger på mere end 60 års erfaring med ejendomsudvikling i Europa, 15 milliarder euro under forvaltning og et team på 600 specialister. Virksomheden leverer komplette datacenterprojekter fra valg af placering og due diligence til finansiering og gennemførelse, og sikrer en grundig risikostyring i alle faser af processen.

Virksomheden ledes af et internationalt team med erfaring fra nogle af verdens førende teknologi- og infrastrukturselskaber. GARBE Data Centers er en betroet partner for hyperscalers, operatører og investorer og kombinerer finansiel styrke, teknisk ekspertise og dyb lokal markedsforståelse for at skabe pålidelige, bæredygtige og højt ydende datacenterløsninger.

Om Robert C. Spies Nordics
Robert C. Spies er en tysk konsulentvirksomhed med mere end 100 års erfaring inden for ejendoms- og projektudvikling, der leverer bæredygtige løsninger til private såvel som offentlige investorer. Virksomheden blev grundlagt i Bremen 1919 og er siden vokset til seks kontorer med 110 medarbejdere i Tyskland og Danmark, der bl.a. beskæftiger sig med planlægning og udførelse af komplekse ejendomsprojekter og kvarterudvikling af internationalt format. Virksomhedens afdeling for Cross-Border Business Development i København har særligt fokus på aktiviteter på tværs af den dansk-tyske grænse.