Entreprenørvirksomheden Holbøll A/S var tidligt med på Femern-projektet. Foto: Holbøll

holbøll-femern-belt-development

For entreprenørvirksomheden Holbøll A/S har løsningen af opgaver på Femern-projektet åbnet nye perspektiver og rettet fokus mod ny interessant geografi.

”Lolland-Falster er i færd med at realisere et særdeles lovende potentiale,” siger ejer og administrerende direktør Carl-Ole Holbøll og peger på, at landsdelen udover Femern-projektet har målrettet fokus på grøn omstilling og vedvarende energi.

Holbøll A/S ser muligheder i den række af projekter, der allerede er i gang og i de nye, der er i støbeskeen, og entreprenørvirksomheden med hovedsæde i Næstved har derfor etableret et kontor i Maribo, hvor i øjeblikket fire mand arbejder.

”Vi vil gerne være med, hvor det sker, og når Femern-forbindelsen er en realitet, vil en placering på Lolland være strategisk fordelagtig i forhold til metropolerne København og Hamborg,” siger Carl-Ole Holbøll.

Betydelige arbejder på gasledningen
Holbøll-koncernen beskæftiger omkring 220 medarbejdere, heraf 150 i entreprenørenheden Holbøll A/S.

Virksomheden udfører anlægsopgaver inden for jord, beton, belægning og fundering.

Derudover håndteres et stigende antal projekter inden for klimasikring og LAR-projekter samt kystsikring.

Holbøll A/S har i øjeblikket betydelige arbejder på etablering af gasledningen til Lolland-Falster.

Var tidligt med på Femern-projektet
Holbøll A/S kom tidligt med på Femern-projektet som underleverandør til entreprenørkonsortiet Fehmarn Belt Contractors (FBC), der har udført gravearbejdet på tunnel-renden i Femern Bælt til den kommende tunnel og anlæggelsen af nye landområder med det opgravede sediment.

Holbøll A/S udførte for FBC jordarbejder, hvor 100 medarbejdere i en periode i døgndrift opererede med 25 entreprenørmaskiner.

Senere har virksomheden fået opgaver bl.a. på de transformerstationer, der bygges som et led i Femern-projektet.

”Vi oplevede som underleverandør en betydelig vækst og øget omsætning, mens vi var i gang med de omfattende jordarbejder. Men den største værdi for vores virksomhed er den viden og de erfaringer, vi har fået i kraft af vores medvirken i Femern-projektet. Vi har tilegnet os nye ekspertiser og står stærkere i dag. Det har øget vores konkurrenceevne og stiller os betydeligt bedre i forhold til fremtidige store opgaver med et internationalt tilsnit,” siger Carl-Ole Holbøll.

Gode råd til andre virksomheder
Holbøll A/S har høstet betydelig erfaring i forbindelse med løsningen af opgaver på Femern-projektet, men Carl-Ole Holbøll lægger ikke skjul på, at det kan være hårdt og krævende at arbejde for udenlandske konsortier.

”Underleverandører skal være gearet til samarbejdet med en organisation, der er betydeligt større end, hvad de måske ellers er vant til. Der stilles større krav til din virksomhed, ikke mindst omkring kommunikationen. Det er bl.a. af stor betydning at få nedskrevet aftaler, der indgås undervejs i processen,” siger Carl-Ole Holbøll.