CDU (Den Kristlig-Demokratiske Union) er utilfredse med tempoet i byggeriet af den tyske del af Femern Bælt-forbindelsen.
Partiet lægger nu pres på for at sikre, at de tyske jernbane- og motorvejstilslutninger til Femern-forbindelsen bliver klar til åbningen i 2029.
Det sker efter et møde i Hamborg med deltagelse af partiets politiske ordførere i de nordtyske delstater og to af partiets Forbundsdagsmedlemmer, Enak Ferlemann og Dr. Christoph Ploß, med det formål at fastlægge CDUs trafikpolitiske prioriteter for de næste fem år.
En vigtig vækstmotor
Efter mødet udtaler Ole Plambek, næstformand for CDU-Fraktionen i Slesvig-Holstens Landdag i en pressemeddelelse:
”Det er uacceptabelt, at mens vores danske naboer i 2029 åbner Femern Bælt-forbindelsen, er byggeriet på tysk side ikke tilstrækkeligt fremskredent til at sikre en gnidningsløs fortsættelse på tysk jord. Denne trafikale forbindelse er en vigtig vækstmotor for vores økonomi og skal færdiggøres hurtigst muligt," siger Ole Plambek.
Ønsker tilsagn fra ny regering
Enak Ferlemann, medlem af CDU/CSU's Bundestagsfraktion og medlem af Transportudvalget, Niedersachsen, siger:
”Færdiggørelsen af Femern Bælt-tunnelen i 2029 kræver et effektivt motorvejsnet i det nordlige Tyskland. Til alle disse vigtige trafikprojekter kræves der et klart tilsagn fra den nye regering, da fremtidige investeringer er afgørende for Tysklands økonomiske attraktivitet og konkurrenceevne."
Skader den økonomiske udvikling i Nordtyskland
På Hamborg-mødet beskæftigede CDU-repræsentanterne sig også med den tyske sagsbehandling af infrastrukturprojekter, og Richard Seelmaecker, trafikpolitisk ordfører for CDU-Fraktionen, udtalte efter mødet:
"For CDU er det afgørende, at den statslige trafikplan hurtigt og fuldt ud bliver gennemført. Dette kræver ikke blot nødvendige investeringer, men også en ændring af beslutnings- og gennemførelsesprocesserne for infrastrukturprojekter i Tyskland. Vi ønsker ikke, at vigtige projekter gang på gang forsinkes med flere år på grund af retssager og langvarige procedurer, hvilket fører til eksploderende omkostninger og skader den økonomiske udvikling i Nordtyskland. Vi ønsker at reformere retten til gruppesøgsmål og give Forbundsdagen større beslutningskompetence i sager af overordnet interesse. Vi vil sikre, at fremtidige projekter kan planlægges og gennemføres hurtigere, bedre og mere retssikkert. Mange trafikprojekter i Nordtyskland vil drage stor fordel af dette," udtalte Richard Seelmaecker.