”Det er en nødvendighed, at vi i Danmark fortsat har et politisk niveau, der har fokus på regional udvikling. I mine øjne er det en fejlkurs, når regeringen dekreterer opgavebortfald på regional udvikling. Det er en nødvendighed, at vi i Danmark fortsat har et politisk niveau, der har fokus på regional udvikling. Med al respekt, så er kommunerne enkeltvis for små, mens staten er for langt væk i forhold til at sikre en udvikling på tværs af en række kommuner,” skriver Michael Svane i dette indlæg.
Da SVM-regeringen 18. september 2024 lancerede sit udspil til en sundhedsreform var fokus naturligt nok rettet mod reformen på sundhedsområdet.
Hvad de fleste nok overså, var, at regeringen også foreslår, at regionerne ikke længere skulle arbejde med udviklingsstrategier og udviklingsaktiviteter knyttet hertil.
Det står på side 43 i udspillet under overskriften – tilpasning af regionernes øvrige regionale opgaver.
Mens nogle opgaver blandt andet på kulturområdet kan overføres til kommunalt niveau, så mener regeringen, at regional udvikling kan bortfalde.
Regeringen anfører, at bortfaldet "skal ses i lyset af regeringens opmærksomhed på, at ressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt og effektivt".
For så vidt angår ansvaret for den regionale kollektive trafik vil regeringen afvente anbefalingerne fra Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark.
Fokus på regional udvikling
Netop i disse uger forhandler regeringen og en række af Folketingets partier sundhedsudspillet. Og muligvis kan en aftale være på trapperne.
Det er en nødvendighed, at vi i Danmark fortsat har et politisk niveau, der har fokus på regional udvikling.
I mine øjne er det en fejlkurs, når regeringen dekreterer opgavebortfald på regional udvikling.
Det er en nødvendighed, at vi i Danmark fortsat har et politisk niveau, der har fokus på regional udvikling.
Med al respekt, så er kommunerne enkeltvis for små, mens staten er for langt væk i forhold til at sikre en udvikling på tværs af en række kommuner.
Erfaringerne fra nedlæggelsen af amterne og introduktionen af regionerne i sin tid har vist, at det koster dyrt, når vigtige samfundsopgaver falder ned mellem stolene. Tænk blot på miljøområdet, herunder bortskaffelse af jord.
Grænseoverskridende samarbejde
Regional udvikling omfatter også infrastruktur og det grænseoverskridende samarbejde.
Region Sjælland har været en væsentlig drivkraft sammen med kommunerne Lolland og Guldborgsund i at etablere samarbejde med kolleger på den tyske side af den kommende faste forbindelse over Femern Bælt.
Her har kommunerne og regionen skabt samarbejdsstrukturer med henholdsvis kommunerne på den tyske side ned mod Lübeck og delstaten Slesvig-Holsten.
Med Femern Belt Development har man sammen med blandt andet DI skabt stærke relationer med erhvervsorganisationerne på den tyske side.
Tilsvarende har Region Hovedstaden og Region Syd etableret solide samarbejdsrelationer med henholdsvis kollegerne på den svenske og den tyske side.
I alle tilfælde med opbakning fra blandt andet erhvervslivet.
Alle de fem danske regioner har siden deres oprindelse haft en stærk position på såvel det grænseoverskridende regionale samarbejde som på den regionale infrastruktur.
Det vil være synd og skam at kaste års arbejde over styr!
Værdien af regional udviklingspolitik
mine år som erhvervslivets talsmand på infrastruktur og transport har regionerne "leveret varen", og de har stået som garanter for et fokus, der sikrede den overordnede udvikling på tværs af kommunegrænser og landegrænser regionalt.
Kort og godt – det har tjent os alle sammen godt!
Jeg skal opfordre til, at regeringen og de kommende forligspartier tænker sig om, og at de forstår værdien af den regionale udviklingspolitik.
Jeg har med interesse læst det seneste udspil fra DI om at samle den kollektive trafik i regionerne. Udspillet er inspireret af erfaringerne fra Skåne.
Jeg savner, at erhvervslivet med samme kraft slår et slag for den trafikale infrastruktur som et vitalt element i regional udvikling.
Ender mellem to stole
Det er oplagt, at regionerne fortsat skal spille en rolle i den kollektive trafik, men det er også vigtigt, at kommunerne har en plads på dette område, som er vitalt for mobiliteten i den enkelte kommune.
Jeg savner dog, at erhvervslivet med samme kraft slår et slag for den trafikale infrastruktur som et vitalt element i regional udvikling.
Jeg forstår til fulde ønskerne om en sundhedsreform og dens nødvendighed.
Omvendt forstår jeg ikke, at den regionale udviklingspolitik skal ofres på opgavebortfaldets alter.
Det giver ingen mening, og jeg frygter for, at et eventuelt opgavebortfald af regionernes arbejde med den regionale udvikling og den hertil tilknyttede prioritering af investeringer i den overordnede infrastruktur ender med, at vi sætter os mellem to stole.
Det fører, som bekendt, ikke til noget godt.