
Femern Belt Development er på vej ind i en ny fase af sin udvikling, hvor aktiviteterne i stigende grad rettes mod Tyskland som forberedelse til den nye og perspektivrige fremtid, ibrugtagningen af den faste Femern Bælt-forbindelse skaber grundlaget for.
”Vi øger vores engagement i Tyskland,” siger direktør Stig Rømer Winther, der for 17 år siden blev ansat i Femern Belt Development på et tidspunkt, hvor Danmark og Tyskland tre år tidligere – i 2005 - besluttede at anlægge en fast forbindelse mellem de to lande fra Lolland til Femern.
Vejen var banet, men den blev de efterfølgende år belagt med langt flere og større bump, end de fleste på det tidspunkt kunne forestille sig. Femern Belt Development brugte derfor gennem en række år mange kræfter på sammen med en række partnere at holde projektet på det rette spor og medvirke til sikring af, at det overhovedet blev gennemført.
”Nu er byggeriet godt i gang, og vi kan derfor i stigende grad rette vores aktiviteter mod fremtidens muligheder i et øget og meget vigtigt dansk-tysk samarbejde, både erhvervsmæssigt, politisk og kulturelt,” siger Stig Rømer Winther.
Udsigt til nyt stort erhvervsområde på Lolland
”Vi har i Femern Belt Development sammen med vores bestyrelse og en række partnere løbende været engageret i løsningen af de problematikker, der har været omkring Femern-forbindelsen fra vedtagelsen af projektet i 2005 og frem til i dag. Men nu er projektet så langt, at vi kan begynde at rette fokus mod de mange muligheder, der opstår, når Danmark og Tyskland bogstavelig talt rykker tættere på hinanden,” siger Stig Rømer Winther.
Han understreger ikke mindst vigtigheden af den indsats, der førte til beslutningen om, at fabrikken, hvor elementerne til Femern-tunnelen fremstilles, endte med at blive placeret i Rødbyhavn og senere, at det lykkedes at få Folketingets tilslutning til, at fabrikken skal være permanent, og at den tilhørende havn også kan bringes i spil.
Den beslutning gav næring til planerne om at etablere et nyt, stort erhvervsareal ved Rødbyhavn, ”Femern Port & Industrial Park”, som bejler til at blive ét af fem nye erhvervsparker i Danmark med særlige gunstige vilkår for virksomheders etablering.
”Vi oplever allerede på nuværende tidspunkt stor interesse, også internationalt, for at få benene indenfor, ikke mindst fordi erhvervsområdet er placeret så tæt på Femern-forbindelsen og på en stor havn med god indsejlingsdybde,” siger Stig Rømer Winther.
Virksomhederne bør forberede sig
Femern-forbindelsen har medvirket til, at erhvervslivet i stigende grad retter søgelyset mod syd.
”Flere hundrede virksomheder har nydt godt af at være leverandører til milliard-byggeriet. Og nye muligheder kommer til helt frem mod tunnelens åbning i 2029. Det skaber omsætning og tilfører ny viden til gavn for erhvervslivets fortsatte udvikling. Virksomhederne får som underleverandører bl.a. tilført elementer af en internationalisering, der vil komme dem til gavn, ikke mindst når tunnelen står færdig og letter adgangen til et marked på omkring 10 mio. indbyggere på aksen mellem Hamborg og København. Allerede nu bør virksomhederne forberede sig til den fremtid ved at øge fokus mod syd og søge samarbejde med tyske virksomheder,” siger Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.