I andet kvartal i år var 197.700 personer beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen ifølge Danmarks Statistik.
Q2 2024 viste en fremgang indenfor bygge og anlæg på 1,2 procent i forhold til årets første kvartal, og sammenlignet med andet kvartal 2023 er der tale om en stigning på 2,3 procent.
Ikke mindst anlæggelsen af Femern-forbindelsen holder gang i beskæftigelsen, skriver netmediet building-supply.dk.
I øjeblikket er omkring 2.000 beskæftiget på Nordeuropas størst byggeplads i Rødbyhavn, hvor tunnelelementerne støbes til den 19 kilometer lange faste dansk-tyske forbindelse med en samlet anlægssum på 64,6 mia. kr. (i 2023-priser).
Femern-forbindelsen modsvarer nedgang
”Nybyggeriet af især boliger har længe peget nedad. Det har for eksempel ramt en branche som teglværkerne hårdt. Men der er rigeligt med aktivitet i energirenoveringer og klimatilpasning samt ikke mindst i Femern-forbindelsen til at modsvare nedgangen i nybyggeriet. I installationsfagene, el og vvs, er man helt ude med dejskraberen for at finde mandskab til den store efterspørgsel,” siger cheføkonom Bo Sandberg, brancheforeningen Aktive Ejere til building-supply.dk.
Dansk bygge- og anlægsbranche imponerer
Cheføkonom Bo Sandberg siger til building-supply.dk, at det ganske enkelt er imponerende, hvad den danske bygge- og anlægsbranche præsterer for tiden.
”Vores nabolande Norge og især Sverige har været ramt af byggekrise ovenpå de voldsomt accelererende materialepriser i 2022. Indenfor de seneste år har Sverige – med skiftende held – gennemført flere stimulus-pakker for at få gang i boligbyggeriet og har senest endnu engang udvidet deres i forvejen generøse håndværkerfradrag. I Danmark bliver byggeriet til gengæld ved egen kraft ved at slå rekord på rekord,” siger Bo Sandberg.